Indsend artikel

Undervisere, forskere og formidlere opfordres til at indsende manuskripter til redaktionen med henblik på publikation i Learning Tech. Vi modtager gerne uopfordrede manuskripter, som sendes til LearningTech@ucl.dk.

Learning Tech tidsskrift

Tidsskiftet består udelukkende af forskningsbaserede artikler af en længde på 6000-8000 ord, som er genstand for dobbeltblind peer review. Hvert nummer af Learning Tech indeholder en temasektion og en sektion med artikler, som ligger uden for tema.

Kriterier for artikler

Manuskripter skal skrives i Learning Techs artikelskabelon efter vores retningslinjer, krav og kriterier. Brug af referencer skal følge APA-systemet (American Psychological Association System), og alle kildehenvisninger i manuskriptet skal tilknyttes et DOI (Digital Object Identifier), hvor et sådant er tilgængelig.

Derudover har Learning Tech et sæt indholdsmæssige og formmæssige kvalitetskriterier, som manuskripter forventes at leve op til:

1.     Relevans og ny viden
Artiklens problemstilling skal være relevant i forhold til det aktuelle tema. Hvis artiklen ikke indleveres i relation til det aktuelle tema, skal den være relevant i forhold til tidsskriftets formål. Det vægtes også, at artiklen bidrager med nye vinkler, udfolder og analyserer eksisterende problemstillinger eller bidrager til teori- og/eller metodeudvikling i forhold til det forskningsfelt, det aktuelle tema og tidsskriftet som helhed ønsker at medvirke til at kvalificere. Sidst, men ikke mindst, skal der i artikler gøres rede for tidligere, relevant forskning i forhold til artiklens emne.

2.     Metodisk, metodologisk, teoretisk og empirisk transparens
Artikler skal have grundige redegørelser for metodiske og metodologiske valg og fremgangsmåder. Grundlaget for artiklens analyser og fortolkninger bør angives, så det tydeligt fremgår, hvilket materiale eller stof (teoretisk som empirisk), der er genstand for analyse og fortolkning – det være sig empirisk observations- eller interviewmateriale, historiske kilder, pædagogiske teorier og strømninger, statistik, fagbeskrivelser etc. Desuden lægges der vægt på konsistens i de anvendte metoder og teorier.

3.     Formål og fremstilling
Artiklens formål og problemstilling skal fremstilles tydeligt, være velbegrundet og afgrænset ved hjælp af faglige vinkler. Der skal være en tydelig fremadskridende argumentation med klare pointer og konklusioner. Artiklen bør desuden indeholde en perspektivering af de præsenterede resultater og konklusioner til relevant praksis. Eksempelvis i relation til grundskole/friskole, gymnasium eller professionshøjskole.

Guidelines til artikelskrivning

Artikelskabelon LT

Tilmeld nyhedsbrev
×
Få vores nyhedsbrev

Gør som andre læremiddel-interesserede og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.