Case 1: Esther må ikke være med i legen

Personalet i børnehaven er enige om, at de skal gøre noget for at hjælpe Esther, men indtil videre har deres tiltag ikke virket i forhold til at få Esther til at blive en del af et legefællesskab med andre børn i børnehaven. Der er forskellige holdninger i personalegruppen i forhold til, hvordan de pædagogisk kan gribe problemstillingen an.

Af Louise Buch Løgstrup

Download de tre cases i en printvenlig version

Case 1 videnskabsteori

Case 1: Esther på fire år må ikke være med i legen med Ella og Aisha

Esther, Ella og Aisha er startet i børnehaven på omtrent samme tid og har altid leget godt sammen, men i den seneste tid har noget forandret sig. Esther vil stadig rigtig gerne lege med Ella og Aisha, men de vil næsten aldrig lege med hende. Personalet observerer flere gange på en dag, at Esther på forskellige måder prøver at blive en del af Ella og Aishas leg, og de ser, at hun næsten altid bliver afvist. For det meste reagerer Esther ved at gå væk fra de to piger og finder ofte et puslespil eller tegnegrej frem, som hun derefter sidder med selv. Enkelte gange græder Esther eller bliver vred på Ella og Aisha. Hun kan også finde på at råbe af dem eller slå dem.

Personalet i børnehaven er enige om, at de skal gøre noget for at hjælpe Esther, men indtil videre har deres tiltag ikke virket i forhold til at få Ester til at blive en del af et legefællesskab med andre børn i børnehaven. Der er forskellige holdninger i personalegruppen i forhold til, hvordan de pædagogisk kan gribe problemstillingen an.

 Pernille (positivisme)

Pernille lægger vægt på, at Esthers sprogvurdering viser, at Esthers sprog ikke er alderssvarende, og hun påpeger, at det kan gå ud over hendes sociale kompetencer, fordi hun ikke kan deltage i samtaler og samspil med de andre børn. Hun pointerer, at børn har brug for et alderssvarende sprog for at kunne kommunikere meningsfuldt og blive forstået af de jævnaldrende børn.

Pernille mener, at de skal tage kontakt til forældrene og talepædagogen, så Esther kan få testet sit sprog. Hun mener også, at personalet skal foreslå forældrene, at Esther kommer til ørelæge, fordi hun måske ikke kan høre ordentligt pga. væske i ørerne.

 Sofus (socialkonstruktivisme)

Sofus er ikke bekymret for Esthers sprog. Esther snakker bare ikke så meget som de fleste andre børn. Han mener, at det måske hænger sammen med, at Esthers forældre heller ikke er specielt talende. Han mener faktisk, at det er forkert, at der er så meget fokus i personalegruppen og i samfundet generelt på, at børn skal være udadvendte og talende. Han argumenterer for, at der burde være mere fokus på, at det er fint, at børnene er forskellige, og at nogle børn er mere indadvendte end andre. Han mener, at der er en alt for rigid holdning til, hvad et barn skal kunne sprogligt på et vist alderstrin, hvilket også kommer til udtryk i de sprogtest, som de skal gennemføre i forhold til det enkelte barn i børnehaven.

Måske er det slet ikke sproget, som er Esthers udfordring. Sofus ser en tendens til, at Esther bliver italesat af personalegruppen som et barn, der altid har udfordringer. Sofus kommer med nogle eksempler, hvor han har hørt sine kolleger tale på en måde, som han synes er uhensigtsmæssig i forhold til Esther. Sofus tror, at Esther vil få det bedre med de andre børn, hvis de i personalegruppen begynder at tale om og til Esther på en mere positiv måde.

 Frederikke (fænomenologi)

Frederikke argumenterer for, at de andre skal flytte deres fokus. Hun gør opmærksom på, at det ofte bliver personalets voksenperspektiv på Esthers udfordringer, som de har øje for. I stedet mener hun, at de skal bruge noget tid på at forstå Esther i forhold til, hvordan situationen ser ud fra hendes perspektiv.

Hun foreslår, at de sætter tid af til, at en pædagog i Esthers gruppe kan gennemføre observationer af Esther. Derudover mener hun, at pædagogen, som observerer Esther, skal spørge Esther om, hvordan hun selv oplever situationen. Frederikke foreslår, at de tager udgangspunkt i observationerne og samtalerne med Esther til deres næste personalemøde og derudfra lægger en handleplan.

 Helle (hermeneutik)

Helle er helt enig med Frederikke, men hun synes også, at det er vigtigt at fokusere på Esthers situation i sammenhæng med de andre to pigers oplevelses af situationen. Derfor foreslår Helle, at den pædagog, som skal lave observationer af Esther, også observerer på Aisha og Ella og deres indbyrdes samspil. Helle foreslår, at den valgte pædagog skal samtale med Esther om hendes oplevelser af situationen og derefter samtale med Ella og Aisha om deres oplevelser, for på den måde at danne et helhedsindtryk af situationen.

Helle argumenterer for, at det er vigtigt, at eventuelle initiativer er baseret på et helhedsorienteret perspektiv på børnenes indbyrdes oplevelser og ikke de voksnes forforståelser af situationen. Måske pigerne i samarbejde med pædagogen selv kan komme frem til en løsning på situationen.

 Preben (pragmatisme)

Nu bryder Preben ind. Preben mener, at de taler alt for meget om, hvad problemet kunne handle om. I stedet mener han, at de skal sætte fokus på at prøve nogle forskellige ting af. Han foreslår konkret, at de kan arbejde med at sætte forskellige lege i gang sammen med Esther, Ella og Aisha. Han foreslår, at de fx kan gå i legekøkkenet, hvor han ved, at Esther kan lide at lege. Her kan en af pædagogerne kommer med input til de tre pigers leg, så legen bliver ved med at være interessant for alle tre piger.

Derudover foreslår Preben også, at de kan tage Esther med en tur i plantagen sammen med Filip, som han har lagt mærke til, at Esther nogle gange pjatter med, når der spises madpakker. Preben siger, at hvis de ’sætter lys på problemet’ og prøver sig lidt frem med forskellige tiltag, skal de nok blive klar på, hvad det handler om, og hvordan de hjælper Esther bedst muligt.

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.