Vælg Side

Modtag vores Minimagasin for praktikere og inspiration til din undervisning

Tilmeld nyhedsbrev

Flere skoler, ét budskab: Når de mest udfordrede elever lykkes, løfter hele skolen sig 

Når elever kæmper med læsning og matematik, er det let at fokusere på det, de ikke kan.

Men erfaringer fra en række skolers arbejde med fagligt udfordrede elever, som Læremiddel.dk har samarbejdet om et udviklingsforløb med, peger på, at vejen frem går gennem stærkere læringsmiljøer, fælles fagligt ansvar og undervisning, der giver alle elever mulighed for at deltage.  

I en 8. klasse kæmper en gruppe flersprogede elever med matematik. Ikke nødvendigvis fordi de mangler matematisk forståelse, men fordi de møder opgaverne gennem et sprog, de har svært ved at afkode. På en anden skole sidder en gruppe unge, som har lært at skjule deres faglige usikkerhed bag modstand, ironi eller tavshed. De mangler ikke nødvendigvis viljen til at lære, men modet til at vise, at noget er svært. På endnu en skole forsøger ledelse og lærere at skabe fælles faglige forventninger og styrke samarbejdet på tværs af organisationen, fordi udfordringen ikke alene ligger hos eleverne, men også i skolens evne til at dele viden og arbejde i samme retning. Samtidig arbejder lærere andre steder med at styrke fundamentet allerede i børnehaveklassen og med at omsætte skolens mange data til konkrete handlinger i undervisningen. 

Ved første øjekast ligner udfordringerne ikke hinanden. Men de peger alle på den samme erkendelse: Når elever er fagligt udfordrede, findes forklaringen sjældent hos den enkelte elev alene. Den findes også i de læringsmiljøer, undervisningsformer og organisatoriske rammer, som skolen skaber omkring elevernes deltagelse og læring. 

Løsninger tæt på undervisningens praksis

De seneste PISA-resultater har igen sat fokus på folkeskolens faglige udfordringer. I forlængelse heraf får Regeringens ambition om at løfte 100 skoler i dansk og matematik fornyet fokus sammen med løfter om en massiv investering i folkeskolen.

Debatten kredser om forklaringer og løsninger, og ofte opstår ønsket om at finde den ene afgørende årsag eller det næste store greb, der kan vende udviklingen. Men skolernes hverdag minder os om, at udfordringerne sjældent er så enkle. I mange skoler arbejder lærere, vejledere og ledelser dagligt med komplekse problemstillinger, der handler om undervisning, deltagelse, samarbejde, læremidler og organisering på én og samme tid. Skal vi forstå, hvad der skal til for at styrke de fagligt mest udfordrede elevers læringsmuligheder, må vi derfor tage afsæt i den viden, der findes tæt på undervisningens praksis. 

Det er netop udgangspunktet for denne artikel. Med afsæt i samarbejder med fire kommuner og en række skoler undersøger vi, hvilke erfaringer der opstår, når skoler arbejder målrettet med at styrke deltagelsesmulighederne for fagligt udfordrede elever. Erfaringerne peger ikke på én løsning, men de giver nogle fælles bud på, hvad der skal til, hvis flere elever skal have mulighed for at lykkes fagligt. De erfaringerne kan du dykke ned i lige nedenfor. 

Læs her om, hvordan fem skoler har arbejdet med at styrke deltagelses-muligheder for fagligt udfordrede elever

For at sikre skolernes anonymitet er de omtalt under pseudonym, og enkelte kontekstuelle detaljer er justeret. De beskrevne udfordringer og erfaringer afspejler de deltagende skolers faktiske arbejde med at tilrettelægge indsatser for de fagligt mest udfordrede elever. 

Fundamentskolen: Tidlige og langsigtede indsatser

På Fundamentskolen begynder udfordringen allerede i børnehaveklassen. Her møder lærerne børn, som tilsyneladende har vidt forskellige forudsætninger for at arbejde med tal og matematik. Nogle tænker abstrakt og finder hurtigt mønstre. Andre har svært ved selv at tage initiativ og venter på, at de voksne viser vej. Derfor arbejder lærerne målrettet med talforståelse, konkrete materialer, bevægelse og samtaler om matematik. Målet er ikke alene, at eleverne lærer at regne, men at de udvikler mod til selv at undersøge, prøve og tage initiativ. Bag arbejdet ligger en bekymring, som mange skoler deler: Hvis fundamentet ikke bliver lagt tidligt, følger vanskelighederne eleverne gennem hele skoleforløbet.  

Erfaringerne peger på, at faglige udfordringer sjældent opstår pludseligt, men udvikler sig over tid. Derfor er tidlige og forebyggende indsatser afgørende. Når skoler systematisk arbejder med elevernes deltagelsesmuligheder, grundlæggende faglige forståelse og tro på egne evner allerede fra skolestarten, styrkes mulighederne for at lykkes fagligt. Samtidig viser erfaringerne, at sådanne indsatser kræver mere end engagerede lærere. De kræver et vedholdende arbejde med undervisningens kvalitet over tid, fælles faglig retning og ledelsesmæssig opbakning. Skal flere elever lykkes fagligt, kræver det ledelse, der kan skabe retning, kontinuitet og ro til, at nye praksisser får mulighed for at slå rod i hverdagen.  

Erfaringerne fra Fundamentskolen understreger, at der er brug for at investere i tidlige indsatser og tilgange, som muliggør, at skolerne kan arbejde systematisk og langsigtet med de fagligt udfordrede elever som har brug for ekstra støtte. 

Samarbejdsskolen: Et paradigmeskifte i skolens ledelse og organisering

På Samarbejdsskolen er man udfordret af socioøkonomi og en stor gruppe af fagligt udfordrede elever sammenlignet med gennemsnittet på landsplan. Men udfordringen handler ikke alene om elevgruppen. Den handler også om at være skole i et landdistriktsområde med en skoleorganisation fordelt på fire geografisk adskilte afdelinger. Skolen har gennem flere år arbejdet systematisk med elevernes trivsel i overgangene mellem indskoling og udskoling. Nu er ambitionen at gøre det samme for fagligheden. Udfordringen er, at vigtig viden om elevernes læring, undervisning og progression risikerer at blive på den enkelte matrikel eller hos den enkelte lærer, særligt i forbindelse med overgangene. Derfor arbejder skolen med at opbygge faglige netværk på tværs af afdelingerne, hvor lærere observerer hinandens undervisning, deler erfaringer og udvikler fælles forståelser af faglige forventninger. Bag indsatsen ligger en erkendelse af, at elevernes udfordringer ikke alene kan forklares med, hvad der sker i det enkelte klasselokale. De hænger også sammen med skolens evne til at dele viden og skabe fælles faglige retninger på tværs af organisationen. 

Når viden om elever, undervisning og progression forbliver lokal eller personbunden, bliver skolens samlede læringskapacitet sårbar. Samarbejdsskolens indsats illustrerer derfor et vigtigt perspektivskifte: Faglige udfordringer bør ikke alene forstås som noget, der knytter sig til den enkelte elev, men også som et spørgsmål om, hvordan skolen organiserer adgang til fælles viden, fælles ansvar og fælles handling. Det er et perspektivskifte, som ikke alene kan løfte de fagligt svageste elever, men styrke kvaliteten af undervisningen for alle. De stærkeste resultater opstår, når lærere, vejledere og ledelse udvikler samarbejder omkring undervisningen, som rækker ud over den enkelte lærer, årgang og matrikel.  

Sprogskolen: Fælles ansvar for differentiering

På andre skoler fylder differentieringsudfordringer på forskellige måder i udskolingen. På Sprogskolen retter lærerne blikket mod en gruppe flersprogede elever, som kæmper i matematik. Ikke nødvendigvis fordi eleverne mangler matematisk forståelse, men fordi matematikken er pakket ind i et sprog, de har svært ved at afkode. Eleverne fortæller selv, at opgaverne opleves vanskelige, og lærerne kan se det samme i undervisningen. Derfor flyttes fokus fra facit til ord. Faglige og førfaglige begreber undersøges, diskuteres og afprøves gennem samtaler, lege og samarbejde. Men arbejdet åbner et nyt dilemma: Mens nogle elever oplever, at matematikken pludselig bliver mere tilgængelig, spørger andre, hvornår de skal i gang med den "rigtige" matematik.  

Skolen står med en udfordring, som mange lærere vil nikke genkendende til: Hvordan skaber man undervisning, der både giver adgang til faget for dem, der kæmper, og samtidig udfordrer dem, der allerede er godt på vej? Udfordringen er ikke blot at løfte elevernes matematik, men at skabe differentierede deltagelsesmuligheder. Det handler ikke om at sænke ambitionerne for nogle elever, men om at skabe flere veje ind i det samme faglige indhold og de samme faglige fællesskaber. For elever i faglige vanskeligheder kan det betyde mere stilladsering, bedre brug af hjælpemidler, større fleksibilitet i tid og opgaver samt tydeligere prioritering af det mest centrale faglige indhold. Eller som i eksemplet det at arbejde med forskellige repræsentationsformer i matematikken og ved at lærerne flytter fokus fra et mål om at finde frem til facit til et mål om at kunne sætte ord og begreber på og på den måde opnå en bedre forståelse af det faglige stof. 

Deltagelseskolen: Når faglig udvikling begynder med deltagelse

På Deltagelsesskolen handler udfordringen ikke først og fremmest om fagligt niveau, men mere om identitet. En gruppe elever på 8. årgang har faglige vanskeligheder i matematik, men deres måske største udfordring er, at de ikke vil vise det. Når opgaverne bliver svære, reagerer de ikke ved at bede om hjælp. De trækker sig, gør modstand eller forlader undervisningen. Lærerne beskriver elever, der værner om deres sociale position og helst ikke vil forbindes med faglige nederlag. Derfor forsøger skolen at komme bag om modstanden gennem samtaler om følelser, usikkerhed og læring. Men arbejdet er langsomt. Relationer skal opbygges, før eleverne tør sætte ord på det, der er svært.  

På Deltagelsesskolen handler det om, hvordan skolen kan skabe et trygt læringsrum, hvor alle elever byder ind, fordi de tør risikere at fejle. Undervisningsdifferentiering fremstår ofte som et spørgsmål om at tilpasse undervisningen til den enkelte elevs forudsætninger, og som en opgave, den enkelte lærer skal mestre alene. Men i praksis drejer det sig i lige så høj grad om at skabe en stærk og tryg tilknytning til det faglige fællesskab, hvor eleverne, også de der ikke har de stærkeste faglige forudsætningen, kan deltage på forskellige måder. Differentiering må derfor forstås som et fælles organisatorisk og didaktisk ansvar. Målet er ikke en undervisning, hvor alle gør det samme, men en undervisning, hvor alle får mulighed for at bidrage, deltage og lære mest muligt. 

Refleksionsskolen: Hvordan data omsættes til handling og bliver løftestang for udvikling

På Refleksionsskolen er startpunktet for en indsats, at man begynder forfra med spørgsmålet om, hvad der egentlig er værd at måle. Skolen har reduceret antallet af test og udviklet en fælles evalueringsplan, der skal skabe overblik over elevernes progression og de indsatser, der sættes i værk. Ambitionen er enkel, men krævende: Data skal ikke samles ind for dataenes skyld, men bruges aktivt af lærere, vejledere og ledelse. Udfordringen er derfor ikke mangel på information, men at få evalueringerne til at leve i hverdagen. Hvordan sikrer man, at testresultater, observationer og indsatser bliver en del af skolens fælles faglige samtaler og ikke blot endnu et dokument i en mappe? 

Erfaringerne fra Refleksionsskolen peger på, at data ikke i sig selv skaber udvikling. Værdien opstår først, når informationer om elevernes læring bliver genstand for fælles analyse, refleksion og handling. Undervisning bliver bedre, når lærere systematisk undersøger elevernes læring sammen, deler erfaringer og justerer deres praksis på baggrund af fælles refleksion. Udfordringen for mange skoler er derfor ikke at skaffe mere data, men at udvikle organisatoriske strukturer, hvor lærere, vejledere og ledelse systematisk undersøger, hvad data fortæller om undervisningen, og hvordan denne viden kan omsættes til ændringer i praksis. 

Mange skoler råder allerede over en omfattende infrastruktur af testsystemer, datapakker, skolebiblioteker, vejledere og andre ressourcepersoner. Men disse funktioner virker ofte parallelt frem for som dele af en sammenhængende udviklingsindsats. Skal data fungere som løftestang for skoleudvikling, kræver det en stærk kollektiv refleksionspraksis, hvor evaluering, vejledning og kompetenceudvikling understøtter hinanden. 

Samtidig minder erfaringerne os om, at data altid må fortolkes i lyset af undervisningens konkrete praksis. Nationale test, PISA-resultater og andre målinger kan pege på udfordringer, men de fortæller sjældent hele historien. Observationer, elevsamtaler, elevprodukter og lærernes professionelle iagttagelser giver ofte et mere nuanceret billede af elevernes læring, deltagelse og udviklingsmuligheder. Af, hvad eleverne forstår, hvor de kæmper, og hvad der hjælper dem videre. Netop derfor handler datainformeret skoleudvikling ikke blot om at måle mere, men om at kvalificere de professionelle samtaler, som kan omsætte viden til handling. 

Opsamlende anbefalinger

På tværs af skolernes erfaringer tegner der sig et fælles mønster. Uanset om udgangspunktet er tidlige indsatser, organisatorisk udvikling, deltagelsesmuligheder eller brug af data, peger erfaringerne på, at varige forbedringer ikke opstår gennem enkeltstående initiativer. De opstår, når skoler systematisk udvikler deres kapacitet til at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever gennem samarbejde, professionel dømmekraft og velvalgte læremidler. På tværs af de samarbejder med kommuner og skoler, vi har gennemført, får vi særligt øje på vigtigheden af at:

1) Styrke skolens kollektive kapacitet
2) Skabe flere deltagelsesmuligheder i fællesskabet
3) Gøre læremidler til et fælles udviklingsredskab

På tværs af skolernes erfaringer går følgende igen: Hvis vi for alvor vil gøre noget for de fagligt mest udfordrede elever, er det afgørende at have nuancerne med. For faglige udfordringer findes ikke kun ét sted og kommer i mange forskellige udgaver.  

Fagligt udfordrede elever løftes ikke gennem enkelte indsatser rettet mod den enkelte elev. Vejen til bedre faglige resultater går først om fremmest gennem skolers evne til at skabe stærke professionelle fællesskaber, kvalificerede læremiddelvalg og undervisning, der giver alle elever reelle muligheder for at deltage, lære og bidrage. 

Anbefaling 1: Styrk skolens kollektive kapacitet
Faglige udfordringer løses ikke af den enkelte lærer alene. Skolens evne til at løfte alle elever afhænger af dens evne til at skabe stærke samarbejder om undervisning, læring og didaktisk udvikling. Undervisningen udvikles bedst, når professionel dømmekraft, data og forskningsviden bringes i spil gennem forpligtende samarbejder mellem lærere, vejledere og ledelse.
 

Anbefaling 2: Skab flere deltagelsesmuligheder i fællesskabet
Undervisningsdifferentiering bør tage udgangspunkt i fælles faglige mål og skabe flere veje ind i undervisningen, så alle elever får mulighed for at deltage, lære og bidrage. Differentiering handler ikke om individuelle løsninger til den enkelte elev, men om at skabe et fælles undervisnings- og dannelsesrum, hvor alle elever kan deltage, lære og udvikle selv- og medbestemmelse. Det heterogene fællesskab er både mål og middel, og differentiering handler om at variere indhold, opgaver, støtte, tid, samarbejde og grader af selvstændighed inden for det fælles faglige arbejde. 

Anbefaling 3: Gør læremidler til et fælles udviklingsredskab
Læremidler skal ikke erstatte lærernes professionelle dømmekraft, men understøtte den. Gode læremidler giver lærere et fælles afsæt for planlægning, gennemførelse og udvikling af undervisningen. Når lærere, vejledere og ledelse undersøger, vurderer og anvender læremidler i fællesskab, bliver læremidler ikke blot undervisningsmaterialer, men et redskab til skoleudvikling.