Thomas Roed Heiden er tidligere folkeskolelærer i musik og dansk, lektor i dansk ved læreruddannelsen og Center for Anvendt Skoleforskning på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, og ph.d-studerende ved Aarhus Universitet (DPU), hvor han forsker i drama og litteratur. Han er meget optaget af indskolingselevers og læreres arbejde med drama og æstetiske udtryksformer i undervisningen. Særligt når undervisning med drama bliver til lege, hvor undervisningens mål og indhold er uforudsigeligt.
Lærer-i-rolle i indskolingens litteraturundervisning
Denne artikel beskriver teknikken lærer-i-rolle, og om hvordan læreren kan modellere for eleverne, hvordan det er at være en anden, for på den måde at støtte eleverne i at overskride sig selv.
Korrekt citering af denne artikel efter APA-systemet (American Psychological Association System, 7th Edition):
Heiden, T. R. (2024). Lærer-i-rolle i indskolingens litteraturundervisning. Lokaliseret på: /viden-og-vaerktoejer/til-praktikere/laerer-i-rolle/laerer-i-rolle-i-indskolingens-litteraturundervisning/
At arbejde med litterære tekster i danskfaget handler om at lære kunne sætte sig i en andens sted, og leve sig ind i tekstens personer, om det så er helte, skurke eller midt imellem. Som elev i indskolingen kan det være rigtig svært, da man har mindre erfaring med verden end voksne. Med teknikken lærer-i-rolle kan læreren modellere for eleverne, hvordan det er at være en anden, og på den måde støtte eleverne i at overskride sig selv (Johansen, 2019).
Hvad er lærer-i-rolle?
Lærer-i-rolle er en særlig dramapædagogisk teknik, hvor læreren træder ind i en dramatisk rollefigur, og spiller en anden end sig selv sammen med sin elever (jf. Haugsted, 1999). Læreren kan eksempelvis træde i rolle som den onde heks i ”Eventyret om Hans og Grete”, eller som Rødhætte i ”Eventyret om Rødhætte og Ulven”. Rollefiguren leder det dramatiske forløb i undervisningen, og kan gå ind og ud af rolle. Eleverne skal eksempelvis hjælpe Grete med at redde Hans, da Heksen vil spise dem begge, eller hjælpe Rødhætte med at redde sin bedstemor fra Ulven. Undervejs spiller læreren Heksen eller Rødhætte, og må træde ud af rollen, når eleverne skal støttes i at løse opgaverne. Endelig skaber rollefiguren et dramatisk rum, hvor eleverne og læreren sammen arbejder om at løse opgaverne. Læreren kan eksempelvis forvandle klasserummet til Heksens pandekagehus ved at dække elevbordene med farvet stof, omskabe katederet til bedstemoderens seng med en dyne, eller skabe en særlig spilleplads med farvet tape på gulvet.
Hvordan ser det ud i skolen?
Eleverne i 2x arbejder med billedbogen Tork og Hest: Den sovende prinsesse (Jensen, 2021). Læreren har læst den første del af bogen højt, men kan pludselig ikke finde ud af at gøre fortællingen færdig. Hun får hjælp af rollefiguren Flora Fortæller, som får eleverne til at træde i rolle som bestemte figurer i fortællingen, og eleverne ender med at opføre en ballet til ære for Flora Fortæller. Flora Fortæller er læreren, som er trådt i rolle, og at blive konfronteret med den fiktive figur får 2x til at engagere sig dybt i arbejdet med billedbogen, og deltage med stor entusiasme. Bogen var så spændende, at flere af dem gerne vil låne den i PLC, og læse den med deres forældre derhjemme.
Eleverne i 1zy arbejder med billedbogen Farverne som forsvandt (Ørbeck-Nilssen & Duzakin, 2021). Eleverne har under læsningen af bogen fået besøg af ”Den sorte fugl”, som er fløjet hele vejen fra ”Det ødelagte land” og gerne vil have deres hjælp. Fuglen har svært ved at forstå, hvad der er på billederne i bogen, og eleverne må opføre dramatiske tableauer for den, hvor de med deres kroppe viser, hvordan de fortolker billederne. ”Den sorte fugl” er læreren, som er trådt i rolle, og under fremvisningen af elevernes tableauer skifter læreren mellem at være fuglen, som prøver at forstå deres fortolkninger, og læreren, som instruerer. Eleverne er meget glade for fuglen, som får mange knus og hilsner, da den takker eleverne for deres hjælp, og flyver hjem til ”Det ødelagte land”.
Hvad kan elever og lærere bruge det til?
Lærer-i-rolle gør et muligt for indskolingselever at forstå, analysere og fortolke litteratur i danskfaget med mere kreative og kropslige tilgange. For en del elever kan danskfagets komplekse sprog være svært at arbejde med i undervisningen. At arbejde med lærer-i-rolle gør det muligt for læreren at engagere eleverne i indskolingen og den åbner op for, at flere elever kan opleve sig inkludereret i arbejdet med de svære litterære tekster i danskfaget.
Andre materialer i denne serie
Kom i gang med undervisningsforløb om lærer-i-rolle
- Undervisningsforløb 1: Besat
- Undervisningsforløb 2: Farverne som forsvandt
- Undervisningsforløb 3: Hr. Pindse
Referenceliste
Blok Johansen, M. (2019). Litteratur og dannelse: At lade sig berige af noget andet end sig selv. (1. udgave. 1. oplag.). Akademisk Forlag.
Haugsted, M.Th. (1999). Handlende mundtlighed, DLH
Jensen, L & Halse, P. (2021). Tork og Hest– den sovende prinsesse. Jensen & Dalgaard.
Sæbø, A. B. (1998). Drama -et kunstfag: den kunstfaglige dramaprosessen i undervisning, læring og erkjennelse. Tano/Aschehoug.
Sørensen, M. C. (2015). Drama, æstetisk læring og udvikling af dramatisk legekompetence i børnehaven, Ph.D. afhandling: AU/DPU
Ørbeck-Nilssen, C & Düzakin, A. (2021). Farverne som forsvandt. Vild Maskine.