International kortlægning af systemer for kvalitetssikring af didaktiske læremidler med særligt fokus på sammenhænge mellem læremidler og læreplaner
Dette trædestensprojekt kortlægger og analyserer internationale systemer for kvalitetssikring af didaktiske læremidler med fokus på, hvordan sammenhængen mellem læreplaner og læremiddeldesign understøttes, organiseres og fungerer i praksis.
Projektbeskrivelse for trædestensprojekt: International kortlægning af systemer for kvalitetssikring af didaktiske læremidler med særligt fokus på sammenhænge mellem læremidler og læreplaner
Formål
I forbindelse med udviklingen af de nye fagplaner til folkeskolen og ikke mindst omsætningen af fagplanerne til læremidler og undervisning, er det oplagt for Nationalt Videncenter for Læremidler at fokusere på, hvordan man internationalt kvalitetssikrer didaktiske læremidler i forhold til læreplanernes intentioner.
Projektet kortlægger derfor forskellige nationale systemer for kvalitetssikring af læremidler, særligt med fokus på problematikken om at skabe sammenhæng mellem curriculum (læreplaner) og design af didaktiske læremidler.
Følgende undersøgelsesspørgsmål guider projektet:
- Hvad er paletten i forhold til systemisk at forsøge at sikre sammenhæng mellem curriculum og læremidler? Hvilke tiltag kan iværksættes?
- Hvordan understøtter/muliggør/begrænser forskellige (pædagogiske) organiseringer intentioner om at curriculum slår igennem i praksis?
- Hvilke fordele/ulemper/erfaringer kan vi identificere i de forskellige systemer på nationalt plan?
I første omgang er opgaven at finde ud af, hvordan vi bedst kan indsamle denne viden. Vi kan antage at et traditionelt forskningsreview ikke vil finde al den relevante litteratur, fx evalueringer af hvordan læreplaner har/ikke har haft impact på læremidlerne, findes i rapporter, og ikke i peer reviewede forskningsartikler.
Ekspertinterviews med strategisk udvalgte repræsentanter for forskellige særligt interessante lande er også en mulighed, vi undersøger.
Projektleder: Stig Toke Gissel
Deltagere: Karina Kiær, Tom Steffensen og Camilla Hellsten Østergaard
Projektperiode: 2025-2027








