Virtuel konference 2020

KONFERENCEN ER FULDT BOOKET. Det er derfor ikke muligt at tilmelde sig længere.

Til dette års Læremiddel.dk-konference tager vi pulsen på de nyeste faglige tendenser i skolen og de læremidler, der skal understøtte undervisningen i dem. I fokus er STEM, undersøgelsesorienterede didaktikker i fagene dansk og matematik (KiDM-projektet), teknologiforståelse og arts.

Konference: Nye fagdidaktikker

Temaet for årets konference er Nye fagdidaktikker. Vi sætter fokus på de undersøgelsesorienterede, designbaserede og nytænkende didaktikker, som blomstrer op eller konsoliderer sig i disse år.

På grund af COVID-19 må vi afholde vores konference virtuelt i år. Men det bliver forrygende, kan vi godt garantere.

Ved hvert fagligt oplæg følger en dialog mellem oplægsholderne og deltagerne. Det foregår på den måde, at der til hvert oplæg er en håndplukket moderator, som samler op på deltagernes spørgsmål og stiller dem til oplægsholderen. Der er også indlagt lidt flere små pauser mellem oplæggene.

Vi har sat prisen kraftigt ned til 299,-. Vi kan nemlig ikke servere frokost og andre gode sager for dig. Så du må selv sørge for lækkerier til konferencen.

Alle studerende samt undervisere fra Læremiddel.dks fire partnerinstitutioner, UCN, PHA, UCSYD og UCL) er inviteret gratis med til konferencen.

Vi glæder os til at se dig virtuelt til en spændende dag i fagdidaktikkens tegn.

Program for dagen

 

9.00-9.10:Velkomst ved Stig Toke Gissel, Leder af læremiddel.dk

9.10-9.50:Undersøgende litteraturundervisning ved Thomas Illum Hansen, Forskningschef, docent, ph.d

Danskfaget har alt for længe skulle stå til regnskab, præstere målbare resultater og svare på spørgsmål, der trækker undervisningen i en mekanisk retning. Fokus har flyttet sig fra æstetik til teknik. Men dansk er også et kulturfag, der skal give eleverne mulighed for at udvikle deres læseglæde og sans for litteratur. Oplægget præsenterer en undersøgende litteraturundervisning, hvor eleverne møder det anderledes og fremmedartede. De skal erfare, at læsning af litteratur er en anledning til at sætte tempoet ned og opleve verden på nye måder.

9.50-9.55: Pause

9.55-10.35: Undersøgende matematikundervisning ved Bent Lindhardt, Lektor

Oplægget kredser om, hvad undersøgende matematikundervisning er, hvilke typer af opgaver som kan give forskellige former for undersøgende læring samt, hvordan man kan strukturere en undersøgende matematikundervisning. Undervejs indgår der observationer og resultater fra KIDM projektet.

10.35-10.50: Pause

10.50-11.30: At fantasere, fabulere og filosofere med teknologi og design: Teknologiforståelse i de humanistiske og kunstnerisk-æstetiske fag ved Rikke Toft Nørgaard, Lektor

Oplægget præsenterer et rammeværk for at tænke humanistisk teknologi- og designpraksis med udgangspunkt i vokabularer, metoder og praksisser, der er rodfæstet i det humanistiske og kunstnerisk-æstetiske fagfelt. Hvilke dimensioner og kompetenceområder er centrale? Hvordan kan teknologiforståelse i de humanistiske og kunstnerisk-æstetiske fag se ud? Og hvilke nye muligheder opstår, hvis vi har læremidler, der inviterer til, at lærere og elever kan fantasere, fabulere og filosofere med teknologi og gennem design?

11.30-11.35: Pause

11.35-12.15: Status på fagdidaktikken i science-fagene ved Jens Dolin, Professor Emeritus i naturfagenes didaktik

Science-fagene har på mange måder været foran i forhold til det undersøgende perspektiv; dels drevet af et behov for mere motiverende undervisning, dels grundet i fagenes undersøgende videnskabelsesprocesser. Udviklingen har været hjulpet godt på vej af fagenes bevågenhed fra politisk side med relativt gode støttemuligheder til følge. Støttemuligheder der har vægtet bestemte tilgange, herunder den undersøgende, og bestemte fagelementer. Den proces vil jeg gennemgå.

Den rent naturvidenskabelige tilgang og didaktik er blevet suppleret med teknologi og engineering, og der arbejdes med makerspace, scenariedidaktik, virtualitet, omverdensinddragelse og meget mere. De vigtigste tendenser og deres betydning for læremidlerne fremdrages.

12.15-12.55: Frokostpause

12.55-13.35: Projektbaseret læring på LEAPS-skolerne ved Jesper Ingerslev, Projektchef

Hvad sker der med brugen af læremidler, når undervisningen tager udgangspunkt i længerevarende projektforløb?

Fire skoler i Danmark arbejder med at omstille sig til at blive LEAPS-skoler, hvor elevengagement er i centrum. På en LEAPS-skole tager undervisningen sit udgangspunkt i længerevarende tværfaglige forløb. Undervisningen er bygget op omkring 6+3-modellen, der er grundstrukturen i ethvert LEAPS-forløb.
Med fokus på eksempler fra praksis og udsagn fra lærere og elever vil oplægget præsentere arbejdet på LEAPS-skolerne og åbne for en dialog om, hvad det betyder for anvendelsen af læremidler.

13.35-13.45: Pause

13.45-14.25: Fagdidaktik og teknologiforståelse ved Marie Falkesgaard Slot, Ph.d., uddannelses- og forskningsleder, og Mikkel Hjorth, Lektor

Oplægget tager udgangspunkt i det igangværende forsøg med teknologiforståelse i folkeskolen. Hvordan integreres en helt ny faglighed i et fag som fx dansk? Hvordan kan vi integrere nye faglige elementer som eksempelvis digital sikkerhed med typiske danskfaglige fænomener og genstandsområder? Hvis vi antager at teknologiforståelse er født ud af et naturvidenskabeligt paradigme, kan danskfaget så indoptage den nye faglighed og hvilken fagdidaktik er nødvendig for at kunne dette?

14.25-14.30: Afslutning ved Stig Toke Gissel

Tilmelding til konferencen

Tid: Den 29. oktober 2020, kl. 9-14.30.

Sted: Virtuelt – du deltager fra din egen pc og får tilsendt et link inden konferencedatoen.

Pris: 299 kr. + moms, gratis for alle studerende og undervisere fra Læremiddel.dks fire partnerinstitutioner: UCN, PHA, UCSYD og UCL.

Standard tilmelding 

Tilmelding for studerende gratis

Tilmelding for undervisere på partnerinstitutionerne

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.