Telefon: 63 18 40 24
Email: tida@ucl.dk
09.00-15.00
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M
Konference: Læremiddellandskabet i Danmark
Læremiddel.dk afholder konference den 27. oktober 2022 – denne gang fysisk på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Temaet for dette års konference er “Læremiddellandskabet i Danmark”.
På konferencen tager vi pulsen på læremiddellandskabet i Danmark. Hvordan ser læremiddelmarkedet ud? Hvordan præger de store fagportaler undervisningen? Hvilke læremidler anvendes i klasserne, og hvordan anvendes de? Giver det mening af evaluere læremidler, når skolerne alligevel køber abonnementer til portalløsninger? Hvad er CFUs rolle givet det aktuelle læremiddellandskab? Hvordan påvirker globaliseringen læremiddelmarkedet?
Program for dagen
9.00-9.30: Tjek ind og morgenmad
9.30-9.40: Velkomst
9.40-10.20: Læremiddelbrug og læremiddelformater
ved Bettina Buch, docent og ph.d., Professionshøjskolen Absalon, Dorthe Carlsen, lektor og ph.d., UC Syd, og Stig Toke Gissel, docent og leder af Læremiddel.dk
Hvilke læremidler er i spil i læreres undervisning, og hvordan bruges de forskellige typer læremidler? Vi præsenterer, hvad vi fandt i et studie af dansklæreres læremiddelbrug. Nogle af vores fund bød på overraskelser i forhold til, hvad vi havde forventet. I oplægget vil vi også komme ind på, hvad vi ved fra international forskning om læreres brug af læremidler.
10.20-11.00: Hvad foretrækker lærerne?
ved Marcus Dietrich, konst. afdelingsleder, Center for Undervisningsmidler, Københavns Professionshøjskole
Hvordan ser læremiddellandskabet ud for lærernes præferencer, når skolerne låner læremidler gennem CFU?
I sit oplæg vil Marcus Dietrich tegne et billede af lærernes foretrukne læremidler gennem et overblik over udlånsdata fra CFU. Her analyserer han data fra både før og efter corona og kigger bl.a. nærmere på, om coronanedlukningerne har ændret udlånsmønsteret, eller om det er faldet tilbage til ”normalen” fra 2019. Især ebogsudlån og streaming af spillefilm havde en voldsom vækst under nedlukningerne. Hvor meget af den digitale vækst har bidt sig fast her i det nye skoleår 2022/23? Og hvad satser CFU på i indkøbet af læremidler til udlån de kommende år?
11.00-11.15: Pause
11.15-11.55: Analyse af markedssituationen og læremiddellandskabet
ved Henrik Juul, forlagsredaktør, Hans Reitzel og Gyldendal
I udarbejdelsen af et læremiddel må en forlagsredaktør på den ene side tage hensyn til det merkantile, teknologiske og organisatoriske. På den anden side må forlagsredaktøren gøre sig tanker om pædagogiske og faglige elementer. Hvordan prioriterer forlagsredaktøren mellem disse? Og hvordan og i hvilken grad former de pædagogiske og faglige elementer læremidler?
11.55-12.45: Frokost
12.45-13.25: Læremiddellandskabet før og nu
ved Jens Jørgen Hansen, ph.d., Institut for Design og Kommunikation, Syddansk Universitet
Bogen Læremiddellandskabet fra 2010 præsenterer en forståelsesramme til at forstå læremidler og læremiddelbrug i skolen. Den udkom i en tid, hvor analoge lærebøger blev suppleret med digitale læremidler, og hvor en første digitaliseringsbølge skyllede ind over skolen. Spørgsmålet er, hvordan skolens læremiddelkultur ser ud i dag? Er der opstået nye typer læremidler og hvilken indflydelse har de på elevernes læringskontekster? Og hvilken rolle spiller læremiddelfaglighed forstået som lærernes kompetence til at kunne vælge, vurdere og anvende læremidler i undervisningen?
13.25-13.45: Pause
13.45-14.45: Den optimale lærervejledning for dig – interaktiv workshop
ved Marianne Oksbjerg, adjunkt, lektor og ph.d., Professionshøjskolen UCN, Sofia Esmann Busch, lektor, ph.d., Professionshøjskolen Absalon, Dorthe Carlsen, lektor og ph.d., UC Syd, Lone Nielsen, lektor, cand.pæd. – dansk, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Morten Pettersson, forskningsmedarbejder og ph.d., UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, og Stig Toke Gissel, docent og leder af Læremiddel.dk
Læremiddel.dk har undersøgt, hvordan lærervejledninger til analoge og digitale lærervejledninger tager sig ud i Danmark. Vi har også gennemført et review af international forskning om lærervejledninger. Desuden har vi interviewet lærere omkring hvordan de anvender lærervejledninger, og hvad de har behov for i lærervejledning. Denne viden har vi brugt som fundament for at designe vores bud på en optimal lærervejledning. Disse prototyper har vi bedt lærere om at vurdere. Og nu står vi foran at skulle teste lærervejledningen i et storskala lodtrækningsforsøg. Vi søger svar på spørgsmålet: Hvilken forskel gør det for lærerens oplevelse af professionskompetence, hvilken lærervejledning de har til rådighed?
På konferencen inviteres du med i vores design-værksted. Du får præsenteret hvad vi ved om design og brug af lærervejledninger og får mulighed for at vurdere vores forskellige prototyper. Mon du er enig med forskere i hvad der skal være i en lærervejledning? Mon svaret afhænger af, om du er lærer, underviser eller studerende på læreruddannelsen, CFU-konsulent eller noget helt fjerde?
14.45-15.00: Tak for i dag
Tilmelding til konferencen
Tid: Torsdag den 27. oktober 2022 kl. 9.00-15.00
Sted: UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole,
Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M
Standardpris: 1.100 kr. eks. moms
Pris for studerende: 100 kr. eks. moms
Tilmeldingsfrist: Den 14. oktober 2022 kl. 10.00