Marianne Georgsen
Jeg har arbejdet med it og læring som undervisnings- og forskningsområde siden starten af 1990’erne. Arbejdet har rettet sig mod alle dele af uddannelsessektoren i Danmark med særligt fokus på grundskolen, videregående uddannelse, og efter- og videreuddannelsesområdet. Jeg er særligt interesseret i it’s potentiale til at skabe forbindelser – mellem forskellige videns- og erfaringsformer, fysiske og virtuelle rum, mellem mennesker, etc. Jeg har gennem mange år arbejdet med måder at involvere brugere og deltagere i læringsorienteret it-udvikling, og har en særlig interesse i at undersøge, hvordan brugerne anvender it-baserede læremidler og andre ressourcer. Jeg er også optaget af kompetenceudvikling og udvikling af metoder og tilgange til praksisnær kompetenceudvikling inden for det pædagogiske og didaktiske praksis- og professionsfelt.
I mit arbejde som docent og forskningsleder arbejder jeg med en bred vifte af projekter, samarbejdspartnere og metoder. Som projektleder og forsker har jeg de seneste år arbejdet med designbaserede tilgange til udvikling af uddannelsesformater, pædagogik og kompetenceudvikling, bl.a. i Demonstrationsskoleprojektet ”IT-fagdidaktik og lærerkompetencer i et organisatorisk perspektiv”.
I Læremiddel.dk indgår jeg både som forsker i og som programleder af programmet Læringsdesign, digitale teknologier og skoleudvikling. Her er jeg optaget af udvikling og afprøvning af metoder til uddannelsesdesign, som kan realisere specifikke organisatoriske, pædagogiske og didaktiske målsætninger i konteksttilpassede uddannelsesformater. Jeg er optaget af, hvordan arbejdet med involvering af fagprofessionelle i designarbejdet kan fremme gode løsninger samtidig med at det bidrager til kompetenceudvikling og organisatorisk kapacitetsløft på området.