Projektbeskrivelse

Projektets formål er at evaluere det digitale læremiddel abc.dk udgivet af forlaget Gyldendal 2008.

Evalueringen udføres som en effektevaluering med henblik på at undersøge, hvordan materialet virker. I undersøgelsen inddrages to folkeskoler, hvor der vil blive fokuseret på læremidlets effekt inden for normalundervisningen (0-2 klasse). Her observeres undervisningen i forskellige klasser samt lærernes brug af materialet. I observationerne vil der især blive lagt vægt rammefaktorer, undervisningsdifferentiering, motivation, interaktionsformer samt it-læringskonteksten. Der vil i den forbindelse blive udviklet specifikke observationskriterier.

I forlængelse af observationerne vil de forskellige lærere blive interviewet med henblik på at udpege styrker ved materialet samt anbefalinger til forbedringer. Der udarbejdes interviewguide med fokusspørgsmål i forhold til materialets påvirkning af læreren og undervisningen samt dets brugervenlighed.

Som baggrund for observationer og interview udarbejdes på et teoretisk niveau en didaktisk analyse af abc.dk. Her analyseres materialets læsesyn, niveauopdeling, sammenhæng mellem læsning og skrivning samt opgavetyper.

Projektet afsluttes august 2008 med en skriftlig rapport med en efterfølgende mundtlig afrapportering i august 2008.

Der vil desuden foreligge en mængde empiri i form af lyd- og billedmateriale samt videooptagelser fra undervisningen.

 

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.