Sådan opfylder du “Fælles Mål” for integration af IT i fagene

Læremiddel.dk har kortlagt potentialer og barrierer for integration af it i fagene i Slagelse kommunes skoler. Undersøgelsen viser, at tilstedeværelse af teknologiske ressourcer blot er én af fire forudsætninger, der skal være til stede, før man som lærer kan opfylde kravene i “Fælles Mål”.

Læremiddel.dk har for Slagelse kommune gennemført en kortlægning af potentialer og barrierer for integration af it i fagene i Slagelse kommunes skoler. Undersøgelsen har specifikt haft fokus på anvendelsen af it i skolens fag og ikke den mere generelle anvendelse af it i kommunens skoler. Undersøgelsen viser, at der skal være fire forudsætninger til stede, før man som lærer kan opfylde kravene i “Fælles Mål”.

Professionsfaglige kompetencer

Undersøgelsen viser, at det kun er de lærere, der har et opdateret fagsyn, som lever op til kravene fra Fælles Mål, hvad angår integrationen af it i faget.

En opdateret forståelse af sit fag skal kunne omsættes til konkret undervisning for en specifik gruppe af elever. Dette kræver en fagdidaktisk kompetence hos læreren, som betyder, at man kan planlægge sin undervisning bl.a. med udgangspunkt i elevernes forudsætninger, konkret viden om de faglige muligheder i forskellige it-programmer, kendskab til og viden om hvordan forskellige faglige ressourcer på internettet kan anvendes i faget mv.

Undersøgelsen viser endvidere, at det også kræver en undervisningspraktisk kompetence at omsætte gode undervisningsplaner til en konkret undervisning. Til den undervisningspraktiske kompetence hører bl.a. strategier for og mod til at anvende teknologier, som måske opfører sig anderledes end planlagt.

Tilstrækkelige teknologiske ressourcer

De tre første forudsætninger kan alle tilskrives lærernes professionsfaglige kompetence, og denne kompetence kan kun komme i spil, hvis også den sidste forudsætning er til stede – tilstrækkelige teknologiressourcer.

Undersøgelsen viser samtidig, at alle fire forudsætninger skal være til stede. F.eks. sikrer tilstrækkelig teknologi ikke, at lærere underviser på en måde, der lægges op til i Fælles Mål.

Nytænkning af skolens funktioner

Rapporten analyserer også effekten af skolernes ressource- og vejledningsfunktioner (skolebiblioteket, It-vejlederfunktionen og de faglige vejledere), og undersøgelsen lægger op til en nytænkning af de to første funktioner samt en styrkelse af de faglige vejledere i skolen.

Rapporten anbefaler bl.a., at den it-faglige vejledning knyttes langt tættere til fagene.

Det anbefales, at revurdere it-vejledernes funktion og evt. opdele funktionen i mere it-tekniske opgaver og så den it-faglige vejledning.

Fastholdes it-vejlederfunktionen i sin nuværende form anbefales det, at denne funktion i langt højere grad forpligtiges på den faglige vejledning i et tæt og forpligtigende samarbejde med de faglige vejledere.

Rapporten anbefaler at igangsætte et visions- og udviklingsarbejde, som diskuterer hvilken rolle skolebiblioteket skal spille i fremtidens mere digitalt orienterede skole med udgangspunkt i et scenarie, hvor skolebiblioteksfunktionen uddifferentieres i et kulturcenter eller en række kulturelle aktiviteter og et læremiddelcenter.

Derudover anbefales det at etablere et læremiddelcenter i skolen – et fysisk og virtuelt fagmiljø, som dækker alle skolens fag, og hvor de vejledere, som varetager vejledningsopgaverne i læremiddelcenteret, er et netværk af faglige vejledere eller andre lærere med samme faglige kompetencer. Skolebibliotekets funktion som forvalter af læremidler (opbevaring, udlån og abonnement) kan samtidig overgå til og varetages af andre funktioner i skolen.

Hvis du vil vide mere

Undersøgelsen er gennemført af Karsten Gynther og Rene B. Christiansen.

Du kan downloade og læse den samlede rapport her.

Karsten Gynther
kgy@ucsj.dk

Rene B. Christiansen
rbc@ucsj.dk

 

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.