Jeanette Svendsen er chefkonsulent i VIA Uddannelsesudvikling. Hun er cand. mag. i dansk og psykologi med efteruddannelse i journalistik og ledelse. Jeanette har arbejdet med udvikling af didaktiske formater og udvikling af læremidler de seneste 20 år – først som lektor i VIA Pædagoguddannelsen og siden 2021 på et mere overordnet og strategisk niveau på tværs af VIAs 42 uddannelser.
Sparring gav bedre læremidler og undervisningsforløb til HF-elever
I 2024 har Læremiddel.dk ageret sparringspartner i pilotprojektet ”Professionsrettede læringsressourcer til HF”. Projektets formål har været at udvikle oplevelsesbaserede undervisningsforløb, der styrker HF-elevers forbindelse til fremtidige professioner. I det følgende kan du læse om de indsigter og erfaringer, som projektlederne Jeanette Svendsen og Lene Madsen har gjort sig.
Pilotprojektet ”Professionsrettede læringsressourcer til HF” blev i 2024 igangsat og ledet af en projektgruppe på tværs af VIA University College og HF- og VUC-institutioner og med Jeanette Svendsen, chefkonsulent på VIA University College, samt Lene Madsen, uddannelseschef på Aarhus HF & VUC, som projektansvarlige. Projektet er blevet til på baggrund af et ønske om at skabe en stærkere sammenhæng mellem HF-uddannelsens fagpakker og de tre konkrete velfærdsprofessioner: Lærer, pædagog og sygeplejerske.
På projektets hjemmeside hf-klartilprofession.dk kan man finde detaljer om, hvordan projektet og de udviklede forløb sigter mod at styrke HF-elevernes motivation for fagene gennem professionsrettede læringsforløb. Blandt andet fortæller Jeanette Svendsen, at HF-elever, der har deltaget i forløbene, har fået større forståelse for fagbegreber gennem konkrete cases. Fx gennem en case omhandlede en ung kvinde med en kræftdiagnose. Her blev fagbegreber som sorg og krise mere nærværende og konkrete og kunne lettere kobles på psykologi som fag.
Som en del af forløbet besøgte HF-elever VIA University Colleges simulationslaboratorium, hvor de fik konkrete erfaringer med at måle blodtryk og koble denne viden til den fiktive kræftpatients tilstand efter en operation. Det tværgående projektteam bag casen producerede også en video, hvor en sygeplejerske fra en kræftafdeling fortalte om hverdagen på afdelingen. I videoen forholder sygeplejersken sig til den konkrete case og forklarer, hvordan hun sygeplejefagligt ville håndtere den fiktive kræftpatient – med udgangspunkt i både biologiske og psykologiske perspektiver.
Læremiddel.dk blev involveret i pilotprojektet for at bidrage med ekspertise inden for udvikling af læremidler. Stig Toke Gissel, docent og ph.d., leverede faglige oplæg til de involverede undervisere fra VIA University College og HF og VUC i Randers og Aarhus. Derudover fungerede han som sparringspartner for de teams, der arbejdede med professionsrettede forløb målrettet lærer-, pædagog- og sygeplejerskeprofessionen og gav feedback på de udviklede læringsforløb og læremidler. Denne løbende dialog styrkede kvaliteten og relevansen af de professionsrettede undervisningsmaterialer og skærpede det oplevelsesbaserede element i forløbene, vurderer både Lene Madsen og Jeanette Svendsen.
Erfaringer og fremadrettede overvejelser
Udviklingen af de professionsrettede læringsforløb har vist, hvor vigtigt det er at integrere læremidler i undervisningen. Læremidler fungerer ikke blot som redskaber, men som centrale elementer i det didaktiske setup. Særligt, når målet er at skabe oplevelsesbaseret undervisning med brug af cases, er det essentielt at have en klar forståelse af, hvordan læremidler kan anvendes, fortæller Lene Madsen.
Projektet har desuden vist, at det kræver betydelige ressourcer at udvikle læremidler af høj kvalitet. Jeanette Svendsen fortæller, at der er søgt midler hjem fra Undervisningsministeriet, så erfaringer fra pilotprojektet nu kan videreudvikles og skaleres i et nyt, selvstændigt projekt. Projektet strækker sig over de næste tre år og involverer også nye samarbejdspartnere fra Erhvervsakademierne og Syddansk Universitet. Projektet får tilføjet et forskningsspor, der skal sikre mere viden om professionsrettet undervisning i ungdomsuddannelserne og involverer langt flere undervisere fra HF og VUC-skoler i hele Region Midtjylland. Projektet har samtidig fokus på at skabe langtidsholdbare materialer som film, spil og digitale platforme. Disse ressourcer skal gøre undervisningen mindre afhængig af fysiske besøg på professionsuddannelser og arbejdspladser, men sikre eleverne motivation og læring ved tydelige koblinger til konkret professioner.
Tre centrale fokuspunkter
Jeanette Svendsen og Lene Madsen lægger vægt på, at der særligt er tre centrale fokuspunkter, som de tager med sig i det videre arbejde:
- Forståelse af læremidler: Det er afgørende at vide, hvad læremidler er, og hvordan de kan didaktiseres for at aktivere eleverne og rette undervisningen mod professioner.
- Tid og sparring: Udviklingen af langtidsholdbare læremidler, som fx film, kræver tid og løbende sparring fra fageksperter.
- Langtidsholdbare ressourcer: Materialer som digitale platforme og spil er nødvendige for at sikre stabiliteten og kvaliteten af professionsrettede læringsforløb.
Perspektiver for fremtiden
Med udgangspunkt i pilotprojektets succes står Lene Madsen og Liv Hauch Tind, uddannelseschef på Herning HF og VUC, nu klar til at skalere indsatsen. En større bevilling fra Undervisningsministeriet giver mulighed for at involvere flere undervisere og udvikle mere omfattende læringsressourcer, fortæller Lene Madsen, der sammen med Liv Hauch Tind, står i spidsen for det nye projekt.
Erfaringerne understreger vigtigheden af at afsætte tid og ressourcer til udviklingen af innovative og langtidsholdbare læremidler. Dette er en af nøglerne til at styrke HF-elevernes forberedelse til fremtidige professioner, mener Lene Madsen, ligesom at det også er vigtigt at forskningsdelen i projektet giver mulighed for at få en større viden om professions- og praksisrettet undervisning.
Læs mere om pilotprojektet
Vil du gerne læse mere om pilotprojektet, finder du link til projektbeskrivelsen herunder.