Stor omtale af KiDM i Jyllands-Posten
Den 23. april var der i Jyllands-Postens store uddannelsestillæg en omtale af projektet KiDM – Kvalitet i Dansk og Matematik. Avisen havde besøgt en af skolerne, som deltager i projektets første pilotfase.
På Kulsbjerg Skole i Vordingborg, har de siden vinterferien erstattet den klassiske tavleundervisning med en tilgang, der tager udgangspunkt i elevens førstehåndsoplevelse med en tekst eller opgave.
I danskfaget for 7. og 8. klasse er litterære klassikere blevet udskiftet med computerspil, noveller eller kortfilm, ligesom et afsnit af den norske ungdomsserie ”Skam” også er blevet analyseret. Matematikdelen af projektet er rettet mod 4.-5. klassetrin, hvor eleverne skal arbejde med problemer i skolens omverden. De nye tilgange til faget bliver modtaget positivt på Kulsbjerg Skole.
Mere motivation
Ifølge Jyllands-Posten melder både læringsvejleder Nanna Bergtrup Kristensen og skoleleder Anne-Marie Jacobsen om positive tilbagemeldinger fra eleverne. Én af dem som Jyllands-Posten har talt med, er den 15-årige Jasmin Haccou, og hun er glad for, at litteraturen er mere målrettet de unge og deres hverdag.
– Man bliver mere motiveret, fordi man kan sætte sig ind i det. Vi har f.eks. haft om internettrolls, om en familie der var splittet, og en tekst hvor en far var streng over for sin søn. Og så er det rigtig fedt, at vi alle sammen skal komme med vores egne meninger om teksten. Jeg er meget mere med i undervisningen nu, fordi jeg har lyst og føler mig engageret, fortæller hun til avisen.
Læsevejleder og koordinator på Kulsbjerg Skole Nanna Bergtrup Kristensen er ligesom Jasmin positiv over for den undersøgende tilgang i projektet.
– Vi kan se, at de bliver mere aktive i undervisningen, fordi de bliver nødt til at fordybe sig i deres personlige oplevelse og derefter konkretisere dette i fællesskab. Det åbner teksterne på en anderledes måde, fortæller hun.
Nanna Bergtrup Kristensen forklarer til Jyllands-Posten, at eleverne uanset fagligt niveau skal tage udgangspunkt i deres egen førstehåndsoplevelse af en tekst eller en film, og det gør det muligt at udfordre og løfte såvel top som bund i klasselokalet.
Kulsbjerg Skole har kun været med i pilotprojektet i to måneder, men de planlægger allerede at udvide den nye undervisningsform til flere klassetrin.
150 skoler
Projektet som helhed er knap halvvejs, men forskningschef Thomas Illum Hansen fortæller til Jyllands-Posten, at de mange foreløbige tilbagemeldinger indikerer, at den undersøgende tilgang i dansk og matematik skaber flere engagerede og selvstændige elever. Og når projektet bliver afsluttet i begyndelsen af 2019, hvor 150 skoler har været involveret, skal erfaringerne deles med resten af landets skoler.