Fremmedsprog – Tysk og engelsk

Forfatter: Keld Skovmand
Udgivet: 2013

Bogen sætter fokus på læreplaner og læremidler i de to vigtigste fremmedsprog i skolen og anskuer fagene i sammenhæng.

Tysk og engelsk har haft næsten identiske fagformål, men også ret forskellige tradition og vilkår. Hvor engelsk som det første fremmedsprog de senere år har udviklet sig til et af de største og væsentligste skolefag, er tyskfagets status som det naturlige andet fremmedsprog i Danmark under pres.

Forskellen på de to fag og den udvikling, de har gennemgået de senere år, kan sammenfattes i to udtryk: lingua franca og Landeskunde. Lingua franca anvendes om engelsk for at betone, at det er et (fælles) sprog, der på globalt plan bruges af mange mennesker, på trods af at de ikke har det som deres modersmål, mens Landeskunde bruges som kundskab om et eller flere tysktalende lande som en forudsætning for at kunne bruge sproget mere hensigtsmæssigt i en mere afgrænset national sammenhæng.

Disse forskelle til trods er der en række didaktiske problemstillinger, der er gennemgående i begge fag, og som denne bog forholder sig analyserende og sammenlignende til: kulturforståelse/interkulturel dannelse, grammatikindlæringens status i undervisningen, sprogsyn, elevopfattelse og progression af det faglige indhold.

Bogen henvender sig til undervisere og lærerstuderende i både tysk og engelsk ud fra en forestilling om, at et fremmed perspektiv på ens eget fag vil bidrage til at udvikle det.

 

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.