Sanserne forrest i litteratur-undervisningen

Hvordan kan litteraturundervisningen åbne for flere måder at deltage på – og samtidig styrke elevernes lyst til læsning? Det undersøger Ayoe Quist Henkel i en artikel, der sætter fokus på sansende, stemte og skabende tilgange til litteraturarbejde.

Artiklen – der er udgivet på Læselyst.nu – viser, hvordan elever i 8. klasse kan møde litteratur med “sanserne forrest” ved at lytte, mærke og fornemme tekstens univers. Når undervisningen tilrettelægges med fokus på stemthed – altså den særlige tone, stemning og oplevelse i mødet mellem tekst og læser – får eleverne bedre mulighed for at engagere sig åbent og nærværende i litteraturen. Det kan blandt andet ske gennem æstetiske greb som oplæsning, arbejde med rum og brug af konkrete artefakter.

Samtidig fremhæves den skabende dimension som en vigtig vej til forståelse. Når elever arbejder kreativt med tekster gennem fx billeder, film, kropslige udtryk eller digitale produktioner, får de mulighed for at udtrykke deres fortolkninger på forskellige måder. Det skaber flere indgange til teksten og styrker deltagelsen hos en bredere elevgruppe.

Artiklen tager afsæt i et konkret undervisningsforløb i en 8. klasse, der har arbejdet med Drengene fra Sankt Petri, hvor eleverne arbejder på tværs af tegneserie, roman og film. I eksemplerne, som findes på Læselyst.nu, fortæller eleverne selv om deres produkter via tre korte videoer.

Læs hele artiklen af Ayoe Quist Henkel på Læselyst.nu

Er du nysgerrig på, hvordan du skaber “stemthed” i undervisningen, så læs mere her

 

Baggrund

Læselyst.nu er et fælles projekt, der har til formål at styrke børn og unges læselyst gennem formidling af viden, inspiration og praksisnære ressourcer. Projektet er forankret i et samarbejde mellem Læremiddel.dk, Nationalt Videncenter for Læsning og Center for Undervisningsmidler og bygger på både forskningsbaseret viden og erfaringer fra praksis. Målet er at samle og gøre viden om læselyst tilgængelig for skolens professionelle aktører og understøtte arbejdet med læsning på tværs af fag, materialer og læringsmiljøer.

Læs om projektet her

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.