Louise Buch Løgstrup er lektor ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, ph.d. fra Arkitektskolen Aarhus, og tidligere assistant professor i designantropologi ved Syddansk Universitet. Hun har en særlig interesse i den pædagogiske faglighed, æstetik, materialitet og læring. Hun er tilknyttet pædagoguddannelsens specialisering i social- og specialpædagogik. Oprindeligt er hun uddannet pædagog og har praksiserfaring fra bl.a. specialområdet.
Pædagogiske fortællinger: Marlene tør ikke gå ud
Preben, som er pædagog, besøger Marlene to gange om ugen og hjælper hende med det, som Marlene beder ham om. Lige nu er Marlene og Preben optagede af at få løst problemet med Marlenes oplevelser af en brændende opgang og hendes frygt for at gå ud. Preben har taget emnet op til et personalemøde.
Af Louise Buch Løgstrup
Korrekt citering af denne artikel efter APA-systemet (American Psychological Association System, 7th Edition):
Løgstrup, L. B. (2022). Pædagogiske fortællinger: Marlene tør ikke gå ud. Hentet den 26. april 2022 på: www.laeremiddel.dk/viden-og-vaerktoejer/videnskabsteori/videnskabsteoretiske-retninger/paedagogiske-fortaellinger/paedagogiske-fortaellinger-malene-toer-ikke-gaa-ud/
Download de tre pædagogiske fortællinger i en printvenlig version
Pædagogiske fortællinger: Marlene bor alene i en lejlighed og er bange for at gå ud ad sin dør
Marlene er en kvinde på 38 år, som har været diagnosticeret med skizofreni, siden hun var 28 år. Hun bor alene i en lejlighed i en forstad til København, men har svært ved at få sin hverdag til at fungere stabilt, og hun er derfor tilknyttet lokalpsykiatrien. I den sidste tid har hun oplevet, at det brænder i opgangen uden for hendes lejlighed. Hun er bange for at gå uden for sin dør, og kan derfor ikke selv gå ud at handle.
Preben, som er pædagog, besøger Marlene to gange om ugen og hjælper hende med praktiske gøremål, som fx at betale regninger, gøre rent og handle ind. Derudover har de samtaler, hvor de taler om, hvordan Marlene har det. Lige nu er Marlene og Preben optagede af at få løst problemet med Marlenes oplevelser af en brændende opgang og hendes frygt for at gå ud. Preben har taget emnet op til et personalemøde, og derudover har emnet været i fokus til en supervision med psykologen, som er tilknyttet lokalpsykiatrien.
Preben (pragmatisme)
Preben er i tvivl om, hvordan han skal takle situationen, fordi han ikke ved, hvad der vil være bedst for Marlene. Han fortæller, at han og Marlene har prøvet forskellige tiltag. Preben har fx prøvet selv at gå ud i gangen for at vise Marlene, at han ikke bliver forbrændt. Han har også forsøgt at få Marlene til at træde et enkelt skridt ud over dørtrinnet, men begge løsninger var så skæmmende for Marlene, at hun var rystet i lang tid efter.
Hun har selv foreslået, at hun kan få en stige sat op til sit vindue, som hun kan bruge, når hun skal ud i stedet for at bruge trappen. Preben synes dog, at det vil være en lidt for farlig løsning, så han har foreslået Marlene, at hun pakker sig ind i et brandtæppe, når hun skal gå ud. Marlene er dog ikke tryg ved denne løsning, fordi hun er i tvivl om, hvordan hun skal beskytte sine øjne fra ilden. Han synes, det vigtigste er, at Marlene får mulighed for at kunne gå ud. Han har bare svært ved at finde ud af, hvordan han finder en løsning på, hvordan dette kan lade sig gøre.
Pernille (positivisme)
Pernille mener, at det er forkert at lade Marlene blive i den tro, at det brænder i opgangen, når dette i virkeligheden ikke er tilfældet. Hun argumenterer for, at det er forkert at hjælpe Marlene ved at fastholde hende i hendes forkerte virkelighedsopfattelse. Hun mener, at Preben skal fokusere på at hjælpe Marlene med at fastholde sin opmærksomhed på, at det er på grund af hendes sygdom, og at hun opfatter virkeligheden forkert. Hun mener, Preben skal gøre noget mere ud af at være sikker på, at Marlene forstår, hvad hendes sygdom indebærer. Dernæst foreslår hun, at Preben skal opfordre Marlene til at opsøge sin psykiater, som ud fra Marlenes symptomer kan vurdere, om hun får den rigtige medicin.
Hun mener desuden, at der skal sættes ind med evidensbaseret terapi, når Marlene har vrangforestillinger og opfatter virkeligheden forkert.
Frederikke (fænomenologi)
Frederikke er uenig med Pernille. Hun argumenterer for, at Preben skal spørge mere ind til, hvordan Marlene oplever ilden, og hvad der skræmmer hende. Hun tror, at hvis Preben bruger sin tid på at tale med Marlene om det, som er skræmmende i hendes liv, så kan det være, at Marlene selv bliver klogere på, hvad det handler om. Det kan jo være, at det er noget helt andet, hun i virkeligheden er bange for, fx at hun ser nogen nede i butikken, som hun gerne vil undgå. Det kan være svært at vide, og Frederikke mener, at Preben er nød til at være mere nysgerrig på, hvordan Marlene oplever sit liv i det hele taget.
Helle (hermeneutik)
Helle er enig med Frederikke i, at der skal fokuseres mere på Marlenes oplevelser og egne forståelser af situationen. Helle foreslår, at Preben skal forsøge at danne sig et helhedsorienteret overblik over Marlenes situation; er der noget, som er forandret i den sidste tid, som gør, at Marlene føler sig utryg ved at gå uden for sit hjem. Hun mener, at Preben skal bruge mere tid på at samtale med Marlene om hendes oplevelser af, ’at det brænder’.
Helle foreslår også, at Preben, med Marlenes samtykke, tager kontakt til Marlenes pårørende og inddrager dem i, hvad de har oplevet med Marlene i den sidste tid, og om de før har oplevet, at Marlene har problemer med ild eller udfordringer med at turde at gå udenfor. Hun synes også, at Preben skal bruge tid på at prøve at forstå, hvad det handler om ud fra hans kendskab til Marlene. For Helle er det vigtigt, at de tager Marlenes oplevelser alvorligt, og at de prøver at forstå det fulde billede af situationen, inden de sætter nye handlinger i gang.
Sofus (socialkonstruktivisme)
Sofus mener, at Preben skal hjælpe Marlene med at få skaffet den stige. Han mener, at den eneste måde at respektere Marlene og hjælpe hende på, er ved at respektere hendes opfattelse af virkeligheden. At opfatte Marlene som skizofren er jo først og fremmest et mærkat, som samfundet har defineret og puttet på hende, og som slet ikke handler om, hvem Marlene i virkeligheden er.
Når Marlenes virkelighedsopfattelse indebærer, at hun oplever, at det brænder, og Marlene gerne vil ned at handle og selv har et forslag til, hvordan dette kan lade sig gøre, så argumenterer Sofus for, at de skal undlade at presse deres normer om, at det er forkert at have en udgang gennem et vindue og ned af en stige, ned over Marlene.
Han mener i øvrigt, at de skal være meget opmærksomme på, hvordan de italesætter Marlene i personalegruppen. Han mener, der bliver fokuseret alt for meget på hendes sygdom, og at hun har en forkert virkelighedsopfattelse. Sofus tror, at Preben skal vælge at fokusere på, hvad det er, som gør Marlene glad i hendes hverdag og giver hende livskvalitet. Hvis Marlene og Preben fokuserer mere på dette, kan det være, at ilden forsvinder af sig selv.
