8 gode råd, når du arbejder med lærer-i-rolle

Forfatter: Signe Hofstedt Klastrup
Udgivet: 2024

Denne artikel giver lærere og pædagoger 8 gode og konkrete råd til at komme i gang med at arbejde med “lærer-i-rolle”.

Korrekt citering af denne artikel efter APA-systemet (American Psychological Association System, 7th Edition):
Klastrup, S. H. (2024). 8 gode råd, når du arbejder med lærer-i-rolle. Lokaliseret på: /viden-og-vaerktoejer/til-praktikere/laerer-i-rolle/8-gode-raad-naar-du-arbejder-med-laerer-i-rolle/

De 8 gode råd kan anvendes af lærere og pædagoger som en hands-on-guide til at arbejde med lærer-i-rolle. Det kan indtænkes som ekstra aktiviteter i undervisningen, eller som hele forløb. Måden vi som lærere eller pædagoger læser på, og måden børn tænker og oplever verden på ændrer sig hele tiden. Det kan derfor være godt at tænke i æstetiske læreprocesser og andre undervisningsaktiviteter med æstetik, når vi planlægger undervisning eller andre pædagogiske aktiviteter.

Her kommer 8 gode råd, når du arbejder med lærer-i-rolle:

  1. Læs bogen mange gange og aflæs karakterernes væremåde. Har de nogle specielle karaktertræk? Vælg bogen med omhu. En bog med tydelige karakterer, som du, læreren, kan leve dig ind i og en bog med gode dilemmaer eller moraler.
  2. Sørg for god tid til at træde i rolle, så du og eleverne har tid til at gå i dybden. Hav gerne en ekstra kollega med i projektet.
  3. Ryst genertheden af dig.
  4. Tro på, at børnene vil lege med.
  5. Hav alle de praktiske ting gjort klar: scannede billeder fra billedbogen, rekvisitter til klasselokalet, og gør gerne klar dagen før.
  6. Find små kostumer/rekvisitter til dig selv og børnene, som kan ”gøre en forskel”. Du behøver ikke ligne helt præcist. Eleverne skal nok hoppe med på idéen.
  7. Grib elevernes tanker og spørgsmål undervejs og kør med dem.
  8. Sidst, men ikke mindst: Nyd at se eleverne udfolde sig.

Det kan virke usikkert at bevæge sig ud i nye metoder, og vi kan også stadig gøre som vi plejer langt hen ad vejen, men lad os springe ud i at udfordre os selv faglig og personligt.

Det kan man eksempelvis gøre ved at arbejde med lærer-i-rolle. Her kommer vi som lærere eller pædagoger lidt ud over vores vante ramme. Det kræver overvejelser og tænketid inden man er klar, men alle kan være med på at lege og dramatisere litteraturen – hvis man altså tør! Man behøver ikke være skuespiller, performer eller noget lignende for at kaste sig ud i det, blot man er engageret. Eleverne ser os hver dag som lærere eller pædagoger være på, lege med på deres tanker og bruge kroppen anderledes. Så hvorfor ikke bruge det i litteraturundervisningen i indskolingen?

 

 

 

Kom i gang med undervisningsforløb om lærer-i-rolle

Undervisningsforløb 1: Besat

Undervisningsforløb 2: Farverne som forsvandt

Undervisningsforløb 3: Hr. Pindse