Stig Toke Gissel er docent i læremidler, teknologi og fagdidaktik. Han har gennem flere år arbejdet med og forsket i læremidler. Han er optaget af at finde begreber for de mange forskellige typer læremidler og metoder til at analysere og vurdere dem. Det interesserer ham meget at udvikle nye læremidler og at finde ud af, hvordan brugerne anvender læremidler, samt hvilken effekt brugen af læremidler har i forhold til læring.
Bud på ny typologi for læremidler
Hvordan taler vi egentlig om de læremidler, der bruges i undervisning og læring? En ny artikel præsenterer et bud på en typologi for læremidler og ressourcer – og forsøger dermed at skabe mere klarhed i et felt præget af flere begreber og tilgange.
I dag findes der ikke ét fælles begrebsapparat for læremidler – hverken internationalt eller i Norden. Forskere og undervisere bruger forskellige betegnelser, hvilket kan gøre det vanskeligt at sammenligne forskning og reviews af fx lærebøger.
Samtidig har eksisterende typologier ofte været knyttet til bestemte fag eller traditioner og har haft svært ved at fungere på tværs af kontekster. Det efterlader et behov for en mere samlet, inkluderende og fleksibel forståelse.
Artiklen “Typologi for læremidler og ressourcer, der kan bruges til læring og undervisning” introducerer et bud på en ny typologi, der skal kunne bruges bredt – på tværs af fag og uddannelser. Artiklen er skrevet af Stig Toke Gissel, docent ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Den nye typologi har til formål:
-
at tilbyde et begrebsligt fundament, der kan understøtte både forskning, udvikling og didaktisk refleksion
-
at være relevant og brugbar for aktører på tværs af uddannelsesniveauer og fagområder
- at skabe et fælles sprog og bidrage til en fælles forståelse af midler til læring
Et skridt mod større klarhed
Artiklen peger på, at vi har brug for et fælles sprog for læremidler – ikke for at ensrette praksis, men for at kunne forstå og udvikle den bedre.
Den nye typologi er et bud på netop dette: et fælles fundament, der både rummer forskellighed og skaber overblik.
Baggrund for artiklen
Artiklen er udgivet i MONA – Tidsskrift for undervisere, formidlere og forskere inden for matematik- og naturfagsdidaktik.
Udgivet: Marts 2026
Forfatter: Docent Stig Toke Gissel, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.








