Er leder af Læremiddel.dk, og har gennem flere år arbejdet med og forsket i læremidler. Han er optaget af at finde begreber for de mange forskellige typer læremidler og metoder til at analysere og vurdere dem. Det interesserer ham meget at udvikle nye læremidler og at finde ud af, hvordan brugerne anvender læremidler, samt hvilken effekt brugen af læremidler har i forhold til læring.
Årsberetning 2022: Et tilbageblik på året der gik
I Læremiddel.dks årsberetning kan du blandt andet læse om de projekter, aktiviteter og initiativer, som forskningsprogrammerne har haft fokus på i 2022. Du kan desuden læse om forskningsformidling, tidsskriftet Learning Tech, initiativer til vidensomsætning i læreruddannelsen samt om to spændende konferencer.
2022 bød på nogle spændende udviklinger i den danske læremiddelsituation og det blev et godt år for Læremiddel.dk. Vi indgik nye samarbejdsrelationer. Vi kunne fortsætte det spændende arbejde i vores to forskningsprogrammer. Vi fik afholdt hele to konferencer. Vi havde fortsat en satsning på at påvirke beslutningsprocesserne omkring og udformningen af teknologiforståelsesfagligheden.
Download årsberetningen som printvenlig pdf
Fokus på digitale fagportaler
Vi har sat og ønsker fortsat at sætte fokus på de digitale fagportaler, som fylder en del i undervisningen. Vi er interesserede i, hvad det gør ved undervisningen, at læreren anvender forløb fra fagportalerne. Vi er også nysgerrige på elevernes oplevelse og udbytte af undervisningen, når de ofte på tværs af fag møder den samme fagportal. I 2022 har vi særligt undersøgt lærervejledningerne bl.a. til de digitale fagportaler. Vi er bekymrede over at se, at lærervejledningerne forekommer minimalistiske i forhold til, hvad vi ser i analoge systemer. Men vi er også meget interesserede i de styrker og potentialer, som de digitale formater utvivlsomt har. Vi har også forsøgt at rejse en debat om emnet i et debatindlæg på Skolemonitor.
I denne årsberetning lægges der ud med beskrivelser af projekter, aktiviteter og initiativer i Læremiddel.dks to forskningsprogrammer. Dernæst er en selvstændig sektion om Teknologiforståelse, som fortsat er et vigtigt fokusområde for Læremiddel.dk, der går på tværs af de to forskningsprogrammer. Vi kommer også ind på andre aktiviteter, der ligger uden for programmerne, kommunikation og forskningsformidling, forskningstidsskriftet Learning Tech, initiativer til vidensomsætning i læreruddannelsen samt vores årskonference.