Et tilbageblik på året der gik

3. februar 2020

I årsberetningen ser vi tilbage på de mange aktiviteter, der har været i 2019 i Læremiddel.dk. Vi tager blandt andet et kig på de projekter og tiltag som har fyldt i løbet af året, tidsskriftet Learning Tech, nye projekter og udvidelsen af det nye Læremiddel.dk 2.0.

Projekter og tiltag i 2019

I 2019 har flere store projekter, tiltag og konferencer fyldt kalenderen op. Vi har blandt andet været værter for den internationale IARTEM-konference med temaet: Researching Textbooks and Educational Media from multiple perspectives: Analysing the texts, studying their use, determining their impact.

Konferencen forløb i Odense over tre dage i september 2019, og vi var glade for at kunne åbne dørene op for mere end 140 deltagere fra hele verden.

Læs mere om konferencen her.

Derudover har vi har afsluttet det store KiDM-projekt med succes, og vi spiller en markant rolle i det ministerielt udbudte forsøg med teknologiforståelse som selvstændigt fag eller integreret i fag i folkeskolen, hvor Læremiddel.dk har udviklet et generisk koncept til planlægning af undervisning i teknologiforståelse.

Få adgang til rapporten og læs mere på kidm.dk.

Projektet Praksisfortolkninger af Læremidler kører på sit andet år, og her undersøges lærere og elevers brug af læremidler i tre fag: Matematik, historie og dansk. Undersøgelsen bygger på en interesse i, hvad der konkret sker i forhold til et læremiddels potentiale, når en lærer iscenesætter læremidlet i sin undervisning, og når eleverne bruger det.

I årsberetningen kan du desuden også læse om de andre projekter, som har fyldt i Læremiddel.dk regi i 2019: En national læsestrategi for børn og unge, Børnene i Robotbyen på to faglige udviklingsskoler i Odense Kommune, Virker IT i undervisningen?, KUBO, Adaptive læremidler i matematikundervisningen, Digitalelæreplaner.dk, Evaluering af Pædagogik – Introduktion til pædagogers grundfaglighed, Kulturens Laboratorium samt At håndværke sig til læselyst.

 

Learning Tech – nu med LT+

Derudover har vi i 2019 udgivet vores største nummer af tidsskriftet Learning Tech til dato, Learning Tech 6: Den digitale læringsplatform i Danmark – Potentialer og udfordringer – Implementering og brug. Der er tale om et særligt nummer med fokus på digitale læringsplatforme.

Desuden har tidsskriftet fået et nyt selvstændigt online-miljø i tilknytning til Læremiddel.dks hjemmeside.

Du finder Learnings Techs nye hjemmeside og det nyeste nummer af tidsskriftet her.

 

Nyt projekt i Læremiddel.dk

Læremiddel.dk søger diverse fonde om 4,5 millioner til et projekt, der skal undersøge, hvorvidt digitale eller analoge læremidler er mest gavnlige for elevers læring, og hvordan hvert af formaterne kan bidrage til at give eleverne optimale betingelser for læring.

Projektet hedder Optimal Design of Digital and Analog Learning Resources.

Projektet udføres, hvis vi får bevillingen, i et samarbejde mellem Nationalt Videncenter for Læremidler, Trygfondens Børneforskningscenter, UCL NeuroLab og forlaget Alinea.

 

Læremiddel.dk 2.0

Læremiddel.dk er blandt andet blevet reorganiseret, og udvider nu familien med Professionshøjskolen UCN. Denne udvidelse styrker Læremiddel.dk på flere parametre, blandt andet i forhold til øget forskningskapacitet og geografisk dækningsgrad.

Dette visionære samarbejde, som nu tæller fire professionshøjskoler, sætter fuld fart på at skabe og formidle forskning og viden om læremidler. Og som led i reorganiseringen skal både en økonomisk satsning samt to forskningsprogrammer danne rammen for det nye Læremiddel.dk.

“2020 bliver et helt afgørende år for Læremiddel.dk. Dels har vi en enestående chance for at genopfinde, udvide og konsolidere vores gode samarbejdsrelationer, dels har vi mulighed for at sætte en ny kurs for Læremiddel.dk, som kan styrke Læremiddel.dks betydning på det forskningsmæssige og uddannelsesmæssige landkort,” fortæller Stig Toke Gissel.

Det stærke sammenhold og tilliden mellem partnerne i Læremiddel.dk gør, at vores grundlæggende principper for organisering fungerer: For så vidt det er muligt, involveres alle partnere i projekter på tværs af institutioner, og partnerne skal overordnet se Læremiddel.dk som et fælles projekt, vi alle har ejerskab til.

Læs om reorganiseringen her.

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.