NY BOG: Gruppearbejde

10. august 2021

Gruppearbejde er en værktøjsbog til lærere, lærerstuderende og undervisere med fokus på at forbedre gruppearbejde. Bogen indeholder konkret materiale til, hvordan grupper kan “spille hinanden gode”.

Gruppearbejde – at organisere, vejlede og intervenere er en bog med værktøjer til, hvordan gruppearbejde kan gribes an, så gruppen “spiller hinanden gode”.

Redaktør på Gruppearbejde Peter Brodersen fortæller, at hovedsigtet med bogen er, at læseren efter hvert kapitel kan afgrænse, analysere dilemmaer, udpege handlemuligheder og begrunde aspekter af gruppearbejde. Læseren kan reflektere over handlemuligheder ud fra bogens gennemgående problemstilling: Hvilke didaktiske og gruppedynamiske strategier kan medvirke til at fremme elevers faglige og sociale udvikling i gruppearbejde?

Med en pædagogisk vinkel stiller bogen skarpt på konkrete situationer i undervisningen, analyserer dilemmaer og peger på handlemuligheder. Derudover belyser bogen centrale begreber såsom rammesætning, rytme og differentiering, forudsætninger for gruppearbejde, gensidig positiv afhængighed, stilladsering og dialog, normer, roller og positioner, anerkendelse og socialt klima, formativ og ikke mindst summativ evaluering af gruppearbejde.

Peter Brodersen udtaler:

Gruppearbejde er en udbredt arbejdsform. Bortset fra enkelte artikler om gruppearbejde er det sparsomt med udgivelser med et samlet greb om gruppearbejdets praksis, teori og empiri, har vi erfaret. Derfor byder nærværende bog ind med et samlet greb om gruppearbejde. Og bogen følger desuden op på EVAs udgivelser ved at gå mere i dybden med konkrete cases, teoretiske og empiriske belæg, og den forsyner læseren med drøftelser af dilemmaer og handlemuligheder.- Peter Brodersen

Peter Brodersen tilføjer desuden, at undertitlen at organisere, vejlede og intervenere er valgt, fordi læreren, underviseren og den lærerstuderende gentagne gange gør erfaringer med at skulle organisere, vejlede og gribe ind i elevrelationer med gruppedynamisk udspring. Nogle af de fremherskende problemstillinger med gruppearbejde er, at eleverne kan have vanskeligheder med at komme i gang, de kan have forskellige forståelser af opgaven, de vælger forkerte fremgangsmåder – og at de dermed lander i blindgyder.

 

Værktøj til undervisere

Bogen skal ses som et værktøj til lærere og lærerstuderende, idet bogens konkrete eksempler er taget fra lærere og elevers erfaringer med gruppearbejde. Bogen henvender sig lige så høj grad til undervisere, der gør sig erfaringer med at skulle organisere, vejlede og intervenere i gruppearbejde.

Værktøjerne er gældende for alt gruppearbejde og kan således også benyttes af  undervisere på videregående uddannelser.

 

Læs et uddrag fra bogen her

 

Mere om Gruppearbejde

 

Redigeret af: Peter Brodersen

Sideantal: 164 sider

Forlag: Hans Reitzels Forlag

Pris: 200 kroner.

Bogens kapitler:

  • At rammesætte og diffentiere gruppearbejde
  • At sammensætte grupper til produktivt samarbejde
  • At vejlede grupper på indhold og proces
  • Lærerens arbejde med gruppeprocesser
  • At evaluere gruppearbejde

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.