Ny kortlægning af kommunale indkøbsordninger for digitale og analoge læremidler 2025

12. januar 2026

Ny kortlægning giver et landsdækkende overblik over kommunale indkøbsmodeller for læremidler og viser en tydelig bevægelse mod hybride løsninger, hvor kommunen håndterer rammer og jura, mens skolerne bevarer det faglige og didaktiske ansvar.

Hvordan organiserer danske kommuner indkøb af læremidler, og hvad betyder det for skolernes faglige råderum? Denne kortlægningsrapport giver et samlet og aktuelt overblik over, hvordan indkøb af digitale og analoge læremidler er organiseret på tværs af landets kommuner, og hvilke modeller, prioriteringer og beslutningsprocesser der præger området i dag.

Rapporten bygger på en landsdækkende survey blandt skolechefer og tilsvarende forvaltningsrepræsentanter og belyser både ansvarsfordeling, økonomi, beslutningskompetence og evalueringspraksisser. Den viser tydeligt, at indkøb af analoge læremidler fortsat primært er lokalt forankret på skolerne, mens digitale læremidler i stigende grad organiseres gennem mere komplekse og ofte hybride modeller, hvor kommune og skole deler ansvar.

Vores kortlægning viser en (nordisk) bevægelse mod hybride modeller, hvor kommunen tager sig af rammer, jura og GDPR, mens skolen fastholder de faglige og didaktiske valg. Det flugter med en bredere udvikling (også i den igangværende fagfornyelse) med mere plads til professionel dømmekraft tæt på undervisningen. Rapporten peger samtidig på behovet for fælles standarder, så udgifter pr. elev bliver gennemsigtige og sammenlignelige på tværs af kommuner. Det vil gøre det lettere at sammenligne modeller, lære af hinanden og træffe kvalificerede valg.- Lone Nielsen

Kortlægningen sætter de danske resultater i perspektiv ved at inddrage erfaringer fra Sverige, Norge og Finland og peger på fælles nordiske tendenser: central koordinering af drift, økonomi og jura kombineret med lokal faglig frihed og lærerprofessionel dømmekraft.

Rapporten henvender sig til kommunale beslutningstagere, skoleledelser, konsulenter, forskere og andre med interesse for læremidler, styring og skoleudvikling – og kan bruges som vidensgrundlag for dialog, prioriteringer og videre udvikling af indkøbsmodeller på læremiddelområdet.

Hent rapporten (pdf)

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.