Tom Steffensen

I dette forskerportræt møder du Tom Steffensen, ph.d., docent, Københavns Professionshøjskole. Han forsker i læreruddannelsen og grundskolens danskfag og i, hvordan vi kan styrke elevernes møde med litteraturen. Læremidler, som er lette at afkode, og som skaber ro og rutiner i undervisningen, er ofte populære, men denne brug kan være uhensigtsmæssig fra et fagligt perspektiv. Selvom det ikke er nogen let opgave, drømmer Tom Steffensen om læremidler, der ikke blot formidler viden og færdigheder, men i højere grad engagerer eleverne i at tænke kritisk og undersøgende. Gennem de forsknings- og udviklingsprojekter, som Tom Steffensen deltager i, håber han at kunne bidrage til at udvikle danskundervisningen og inspirere læremiddelproducenterne.
Arbejdsområder og baggrund
Mine primære forskningsfelter er dansk og dansk som andetsprog, hvor jeg med inspiration fra etnografisk klasserumsforskning har interesseret mig for sammenhængen mellem lærerens didaktiske valg og elevernes deltagelsesmuligheder og oplevelse af undervisningen. Det kan man naturligvis ikke gøre uden også at forholde sig kritisk til de læremidler, der anvendes i undervisningen.
Jeg har tidligere forsket i regi af Læremiddel.dk som deltager i storskalaprojektet Bedre kvalitet i dansk og matematik (KiDM) med et særligt ansvar for lærernes kompetenceudvikling. Sammen med Thomas Illum Hansen har jeg efterfølgende arbejdet med at analysere elevernes interesseudvikling, når litteraturundervisningen tilrettelægges ud fra et undersøgende perspektiv.
Til daglig er jeg docent på Institut for Læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole, hvor jeg er faglig leder af satsningen for danskdidaktik. I den sammenhæng interesserer jeg mig også for koblingen mellem FoU og didaktik på læreruddannelsen, herunder for udviklingen af læremiddelressourcer til de studerende i mange forskellige formater.








