UDVIDELSE: Visionært samarbejde mellem fire professionshøjskoler skaber visioner

30. januar 2020

Læremiddel.dk er blevet udvidet, som et led i en reorganisering, og sker i et visionært samarbejde mellem fire professionshøjskoler. Dette samarbejde skal sætte fuld fart på at skabe og formidle forskning og viden om læremidler. Udvidelsen rummer nu også Professionshøjskolen UCN, som derved vil udgøre den fjerde partner i Læremiddel.dk sammen med Professionshøjskolen Absalon, UC SYD og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Udvidelse af Læremiddel.dk

 

Det visionære samarbejde mellem de fire professionshøjskoler betyder, at det Nationale Videncenter for Læremidler nu er landsdækkende, og at Læremiddel.dk fremover får større kapacitet til at gennemføre forskningsprojekter og formidle viden om læremidler.

 

Leder af det reorganiserede Læremiddel.dk, Stig Toke Gissel, udtaler:

”Som leder af Læremiddel.dk er jeg glad og stolt over at kunne byde UCN velkommen som partner i Læremiddel.dk. Udvidelsen giver os en øget kapacitet, fordi vi nu samler endnu flere dygtige forskere i videncentret. Jeg ser frem til et godt samarbejde på tværs af Danmark.”

 

Stor økonomisk satsning fører til ny og solid viden

Udvidelsen omfatter ikke blot et visionært samarbejde men også en stor økonomisk satsning, som skal føre til, at Læremiddel.dk skaber ny og solid viden om læremidler, didaktik og teknologi i skolen og på uddannelserne. Der bliver således sat en visionær dagsorden for både forskning og kvaliteten af de læremidler og teknologier, som kommer lærere, undervisere, elever og studerende til gode, idet reorganiseringen tilknytter flere forskere til videncentrets aktiviteter.

Stig Toke Gissel udtaler:

”I skoleelevers daglige arbejde med at blive dygtigere til skolens fag, spiller læremidlerne en stor og betydningsfuld rolle, ligesom de gør det for lærernes undervisning. Det er vigtigt, at vi sikrer, at læremidlerne har høj kvalitet, og at vi undersøger læremidlernes virkning og mulighederne i de nyeste digitale teknologier. Desuden har Læremiddel.dk et skærpet fokus på at lærerstuderende skal have adgang til aktuel og relevant viden om, hvordan læremidler vurderes og kan anvendes.”

 

To forskningsprogrammer skal sætte dagsordenen

Læremiddel.dk har i forbindelse med satsningen skabt to nye forskningsprogrammer, der skal danne ramme om det nye videncenter. De to programmer har fokus på forskning i læremidler samt på potentialer og udfordringer, som digitaliseringen kan medføre.

Der er tale om:

Forskning i læremidler i skolens fag: Dette forskningsprogram har fokus på både analoge og digitale læremidler: Hvordan bruger lærere og elever forskellige læremidler, og hvilken virkning har læremidlerne i skolen? Desuden fokuserer programmet på den nye faglighed teknologiforståelse, som lige nu er en prioritet i forhold til folkeskolen.

Potentialer og udfordringer, som digitaliseringen af forskellige uddannelser kan medføre: Her forsker vi i fænomener som adaptive læremidler og brug af data i uddannelse. Men det kan også dreje sig om konkrete teknologier, som eksempelvis Aula.

Tilsammen skal aktiviteterne og satsningen føre til, at Læremiddel.dk fortsat – og i endnu højere grad – kan producere og formidle anvendt forskning, som udgør en positiv forskel i praksis.

 

Hvad er læremidler?

Læremidler er medier og teknologier, der bliver anvendt som midler med læring som mål. Der findes tre typer læremidler: Didaktiske, funktionelle og semantiske læremidler.

  • Didaktiske læremidler er produceret med henblik på at blive brugt til undervisning. Det er fx fagportaler, forlagsproducerede systemer eller forløb produceret af en lærer.
  • Funktionelle læremidler er værktøjer og teknologier, der gør processer i læring og undervisning nemmere. Det kan for eksempel være regneark, et filmredigeringsprogram eller en kridttavle.
  • Semantiske læremidler er tekster, der har et betydningsindhold, men ikke en indbygget didaktik. Det kan fx være reklamer, billeder, en madopskrift eller et computerspil.

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.