Nye læremidler til digital storytelling

Projektperiode:
Status: Afsluttet

Vi kender trailers fra filmens verden, hvor de bruges til at pirre vores nysgerrighed og lokke os i biffen. Hvordan kan vi overføre nogle af disse egenskaber til bogens verden, så vores lyst til at fordybe os i ny roman vækkes? Det ser det internationale EU-projekt ReadIT nærmere på, når der skal udvikles et koncept for at få elever til at lave såkaldte book trailers i undervisningen.

EU-projekt udvikler book trailers som læremiddel til undervisning i udskolingen og gymnasiet.

Læremiddel.dk bidrager sammen med de øvrige danske partnere til at udvikle et didaktisk design for læreres undervisning i og elevers produktion af digitale fortællinger i form af book trailere.

Hvad er en book trailer?

En book trailer er en digital, audiovisuel fortælling, som relaterer sig til en skreven tekst. Ligesom vi kender det fra filmtrailers, kan book trailere give modtageren en fornemmelse for et værks kvaliteter og lyst til at læse værket.

Genren bruges i kommercielt øjemed, hvor forlagene laver flotte produktioner for at promovere deres bøger.

Ved at klikke på billederne herunder kan du se nogle flotte, professionelle eksempler på genren. Det er booktrailere for de to romaner Going West og Inherent Vice.

 

 

I stigende grad har brugere, både undervisere og elever, selv produceret book trailere til internettet.

 

Projektets formål

Formålet med projektet er dels at få flere unge til at vælge bogen til og at stimulere læseglæden gennem produktionen af book trailere. Samtidig peger projektet på nogle meget konkrete og funktionelle måder at inddrage it i undervisningen gennem digital storytelling.

Projektet vil munde ud i to produkter:

  • En e-læringsplatform, som kompetenceudvikler lærere i udskolingen og gymnasiet med henblik på at integrere it i undervisningen gennem elevernes produktion af book trailers.
  • Et didaktisk design for videoproduktion og digital fortælling i genren book trailer.

Projektets forløb

Første fase i projektet består af en undersøgelse blandt undervisere og elever, der søger at give en status m.h.t. erfaringer med og forventninger til anvendelsen af it og digitale fortællinger i forbindelse med det daglige arbejde med skriftlig og mundtlig fremstilling.

Resultaterne fra undersøgelsen danner grundlag for næste fase i projektet, der omfatter udvikling og afholdelse af et kursus for undervisere i digital storytelling og fremstilling af book trailere, som deltagerne senere kan bruge i egen undervisning.

Projektet forløber over to år. Projektet ledes af undervisere fra UCL, og udover Læremiddel.dk deltager også aktører fra CFU Odense, Læreruddannelsen på Fyn og i Jelling samt internationale aktører fra Italien, Rumænien, Tyrkiet og Skotland.

Hvis du vil vide mere

Projektet har sin egen hjemmeside, som du kan besøge for yderligere info: www.readitproject.eu

For yderligere informationer om projektet kontakt

Finn Roholt Pedersen (gymnasieskolen)
firp@ucl.dk

Stig Toke Gissel (udskolingen)
sttg@ucl.dk

Tilmeld nyhedsbrev
×
Få vores nyhedsbrev

Gør som andre læremiddel-interesserede og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.