Direktør for Pædagogik & Ledelse
Professionshøjskolen Absalon
Videncentret Læremiddel.dk bliver landsdækkende: Nyeste viden om læremidler skal ud til lærerne
Læremiddel.dk bliver landsdækkende: Styrket støtte til lærere og praksisudvikling i skolen. Med forskere fra alle seks professionshøjskoler bliver videncentret Læremiddel.dk fra 2025 en national kraft i forskning og støtte til læreres brug af læremidler. Nyt ledelsesteam og ambitiøs praksisudvikling skal sikre, at forskningens resultater kommer direkte ud i klasselokalet.
Nationalt videncenter for læremidler, Læremiddel.dk, realiserer nu en stor udvidelse med landets to største professionshøjskoler, Københavns Professionshøjskole og VIA University College.
Dermed vil forskere fra alle seks danske professionshøjskoler (University Colleges) virke i videncentret, der forsker i læremidler og danske læreres brug af læremidler.
Læremiddel.dk består fra 1. januar 2025 af forskere fra Københavns Professionshøjskole, Professionshøjskolen Absalon, Professionshøjskolen UCN, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UC SYD og VIA University College.
”Jeg er utrolig glad for, at Læremiddel.dk nu er reelt landsdækkende med deltagelse af alle seks professionshøjskoler, der forsker i læremidler. Læremidler spiller en central rolle i skolen, ikke mindst med den kommende udrulning af nye fagplaner i folkeskolen. Med udvidelsen af Læremiddel.dk vil vi stå endnu stærkere som et videncenter, der kan understøtte de forandringer, som er på vej i skolen,” siger Sami Stephan Boutaiba, direktør for Pædagogik og Læremidler på Professionshøjskolen Absalon og formand for Læremiddel.dks styregruppe.
Jakob Harder, dekan på Københavns Professionshøjskole og næstforperson i styregruppen for det udvidede videncenter, supplerer:
”Læremidler har en afgørende betydning for både folkeskolens virke, læreruddannelsens vidensgrundlag og CFU’ernes praksissamarbejde. Læremiddelforskning er et af de felter, hvor professionshøjskolerne gennem en årrække har markeret sig som førende, og vi har allerede en stærk tradition for at samarbejde. På KP ser vi frem til at blive en del af Læremiddel.dk.”
Ny ledelse med ambitioner om praksisudvikling
Samtidig med udvidelsen får Læremiddel.dk ny ledelse bestående af chefkonsulent, ph.d. Kia Wied fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole som centerleder og docent Dorthe Carlsen fra UC SYD som vicecenterleder. Det nye Læremiddel.dk vil have en større ambition om praksisudvikling, fortæller Kia Wied:
”Ambitionen med udvidelsen af Læremiddel.dk til et fuldbyrdet nationalt sektorsamarbejde er først og fremmest, at vi gerne vil blive endnu bedre til at sætte forskningens resultater i spil i skolens praksis og være med til at støtte lærerne. Med den kommende reduktion af læringsmål i skolen bliver det ikke nødvendigvis kun mere enkelt at være lærer. Der vil opstå et behov for et andet stillads – måske især for en nyuddannet lærer. Det stillads tilbyder Læremiddel.dk. Vi vil gerne forsyne lærerne med opdateret viden om, hvordan forskellige læremidler virker og kan bringes i spil sammen med eleverne på en god måde. Derfor kommer vi til at nytænke og videreudvikle vores aktiviteter og tilbud, så vi fremover kan være et endnu stærkere støttepunkt for lærerne i deres løbende faglige udvikling,” siger hun.
Vicecenterleder Dorthe Carlsen peger på forskningen i brug af læremidler som et konkret eksempel på ny viden, som Læremiddel.dk vil tilbyde praktikerne:
“Vi har for eksempel lige set, hvordan resultaterne af TIMMS-undersøgelsen har skabt opmærksomhed på matematikundervisning og de forskelle, der kan være på elevers tilgang til matematikken. I Læremiddel.dk er vi optagede af, hvordan vi kan forske for at udvikle undervisningen til gavn for eleverne. Læremidler lægger nogle spor ud for, hvordan undervisningen gennemføres, og derfor kan vores forskning i udvikling og brug af læremidler støtte læreren i at udvikle sin matematikundervisning – og dermed i sidste ende elevernes forståelse af matematikken,” siger Dorthe Carlsen.
Læs mere om videncentret
I Nationalt videncenter for Læremidler – i daglig tale også kaldet Læremiddel.dk – udvikler vi viden om læremidler, der har børn og unges faglige og alsidige dannelse som sigte. Vi er det største vidensmiljø for læremidler og læremiddeldidaktik i Danmark og er samtidig professionshøjskolesektorens samlende videnscenter for forskning og udvikling på dette felt. Vores forskning forener høj videnskabelig kvalitet med praksisnære bud på, hvordan lærere og skoler bedst understøtter børn og unges faglige udvikling og dannelse i skolen via brug af læremidler i undervisningen.