KiDM: Forundersøgelse er på emu.dk
Forundersøgelserne til KiDM-projektet – Kvalitet i Dansk og Matematik er nu formidlet i lettilgængelige vidensnotater, hvor alle interesserede kan læse om forundersøgelsens hovedpointer, metoder og konkrete tiltag.
To nye vidensnotater præsenterer konkrete tiltag og metoder til en undersøgelsesorienteret tilgang i dansk- og matematikundervisningen, der har en dokumenteret positiv virkning i forhold til elevernes faglige, sociale og personlige udvikling.
Undersøgende litteratur- og matematikundervisning
Projektet Kvalitet i Dansk og Matematik (KiDM) har til hensigt at skabe bedre kvalitet i dansk og matematik ved at udvikle, afprøve og udbrede en undersøgende tilgang, der fremmer dialogiske, skabende og anvendelsesorienterede elementer i undervisningen.
Projektets forundersøgelse og kortlægning af forskning på feltet er blevet udgivet i 3 rapporter:
- en almendidaktisk
- en danskdidaktisk
- en matematikdidaktisk
Pointerne fra de to faglige rapporter er blevet samlet i to vidensnotater i kort format, som giver læseren et hurtigere overblik.
De tre forundersøgelser og to vidensnotater er alle tilgængelige på EMU – Danmarks Læringsportal.