Telefon: 72 48 12 95
Email: rbc@pha.dk
Uddannelse 4.0
Dette projekt har sit udspring i det overordnede spørgsmål om, hvordan de samfundsmæssige transformationer, der kan observeres inden for begrebet industri 4.0, vil påvirke fremtidens uddannelsesdesign.
Projektbeskrivelse
Inden for industri 4.0 kan der identificeres en række karakteristiske teknologier, heriblandt netværksteknologier og andre teknologier såsom AI (kunstig intelligens), virtualization og Big Data Analytics, som rummer transformative potentialer i forhold til måden, uddannelse og undervisning kan designes på.
Projektet skal de næste år med udgangspunkt i disse teknologier forske i uddannelse 4.0 inden for en række af felter såsom uddannelsesdesign, professioner, teknologiforståelse og fællesskaber.
Projektets faser
Step 1: Konference
Projektet blev skudt i gang med en konference den 28. februar 2018. Her kiggede en gruppe forskere fra læremiddel.dk nærmere på de teknologier, som er indeholdt i begrebet Industry 4.0.
På konferencen uddelte gruppen et white paper. I white paperet giver forskergruppen også et første bud på designprincipper for Education 4.0.
Step 2: Netværksdannelse
På konferencen blev der dannet et ”Netværk for forskning i Education 4.0”, der har til opdrag at:
- rammesætte en national forskningsdagsorden for Uddannelse 4.0,
- udforske og kritisk diskutere potentialer og udfordringer og
- skabe grobund for projektpartnerskaber nationalt og internationalt.
Aktuelt tæller netværket over 100 personer med repræsentation af alle professionshøjskoler og universiteter.
Baggrund for projektet
Baggrunden for, at Læremiddel.dk tager dette initiativ til projektet Uddannelse 4.0, er det FORSK2025 katalog, der skal fungere som et ”fælles referencepunkt i arbejdet med at prioritere uddannelses- og forskningsindsatser” i Danmark frem til 2025.
De tre professionshøjskoler bag Læremiddel.dk har deltaget i flere af de nedsatte arbejdsgrupper, som sammen med repræsentanter fra alle danske universiteter og en række interesseorganisationer har diskuteret og bidraget til kataloget. Særligt to af katalogets temaer er relevante for alle danske forskere, som arbejder med digital understøttelse af uddannelse og undervisning:
- Tema 1: Nye teknologiske muligheder
- Tema 4: Mennesker og samfund