KiDM Undersøgende matematikundervisning

Forfattere: Dorte Moeskær Larsen og Mette Hjelmborg
Udgivet: 2020

Undersøgende matematikundervisning har været diskuteret og afprøvet gennem de sidste 100 år, men har stadig ikke slået helt igennem i den daglige matematikundervisning. Den mere træningsorienterede og formidlende undervisning ser stadig ud til at have en dominerende rolle.

Der kan være mange årsager til dette, blandt andet manglende undervisningsmateriale eller lærerens utryghed ved undersøgende tilgange. Kvalitet i Dansk og Matematik (KIDM) er et forsøg på at afhjælpe disse udfordringer og udbrede undersøgende matematikundervisning.

Kort om KiDM

Kvalitet i Dansk og Matematik (KiDM) er et storskalaprojekt, som i perioden 2016-2018 har arbejdet med at udvikle en undersøgende tilgang til matematikundervisningen på 4.-5. klassetrin. Der er udviklet 25 undervisningsforløb, hver af en varighed på 2 – 4 lektioner, og som i sin helhed dækker stofområderne og kompetenceområderne i Fælles Mål. Materialet består af udførlige lektionsplaner, lærervejledninger og understøttende elevark.

Hvad er undersøgende matematikundervisning?

Undersøgende matematikundervisning er en måde at undervise i matematik på, der har fokus på at støtte eleverne i at udforske, systematisere og argumentere i mere åbne matematiske situationer. Undersøgende matematikundervisning er bredt anerkendt som en god måde at understøtte udvikling af elevernes matematiske kompetencer, deres aktive deltagelse og deres samarbejde.

Intentionen i KiDM er at gøre undersøgende matematikundervisning mere tilgængelig, ved at opdele undervisningen i mindre enheder og dermed give læreren et større overblik. KiDM bidrager med en didaktiske ramme i form af en tredelt struktur af undervisningen, iscenesættelse, aktivitet, opsamling/fællesgørelse, som kan støtte lærerens overvejelser og valg.

I iscenesættelsen introducerer læreren problemstillingen og vælger sceniske virkemidler, som kan invitere eleverne ind i det undersøgende arbejde.

Under aktiviteten arbejder eleverne undersøgende og eksperimenterende med den iscenesatte problemstilling. Det kan indebære en vis uforudsigelighed og usikkerhed for både elever og lærer. KiDM-materialet støtter læreren med forslag til hjælpespørgsmål, hints og mulige justeringer.

Opsamling og fællesgørelse har høj prioritet i KiDM. Det er vigtigt, at læreren sammen med eleverne udpeger og formulerer faglige pointer ud fra elevernes erfaringer og refleksioner.

KiDM-materialet tager udgangspunkt i fem forskellige undersøgende aktivitetstyper, der alle indeholder en grad af åbenhed og ukendthed og med hvert sit undersøgende sigte. De fem aktivitetstyper er: Opdagelsen, grubleren, produktet, målingen, og modelleringen.

Mere om emnet:

Se rapporten for KiDM

Se projektets hjemmeside på EMU

Video fra undervisningssituation fra KiDM

Læs flere artikler om undersøgende matematik på Folkeskolen.dk:

Burhøns pusles på plads i matematik

Matematik er mere end træningsopgaver

Matematik-grubler med indbygget frustration eller sjov

KiDM-hjemmesiden

Matematikforløbene ligger på hjemmesiden kidm.dk. Siden er opdelt i en matematikdel og danskdel. I matematikdelen er der en frit tilgængelig lærerdel med en omfattende lærervejledninger, elevark og andre ressourcer.

Alle undervisningsforløb er gratis.