Er leder af Læremiddel.dk, og har gennem flere år arbejdet med og forsket i læremidler. Han er optaget af at finde begreber for de mange forskellige typer læremidler og metoder til at analysere og vurdere dem. Det interesserer ham meget at udvikle nye læremidler og at finde ud af, hvordan brugerne anvender læremidler, samt hvilken effekt brugen af læremidler har i forhold til læring.
Undersøgende undervisningsforløb med kortfilmen Søn
Kan man lave fjernundervisning for sin 7.-8. klasse med brug af en kortfilm? Med vores undervisningsforløb om filmen ”Søn” (Kristoffer Kiørboe, 2014) er det blevet nemmere at gøre forsøget.
Kortfilmen handler om 13-årige August, hvis forældre er skilt. Augusts mor føler sig svigtet af faren, og faren er mere optaget af sin nye familie end at være far for August. Filmen giver et medrivende portræt af August og hans dilemmaer, som situationen spidser til – samtidig med, at filmen på realistisk vis er spændende som en thriller.
Der er kun tre personer og en hund med i filmen, og filmen lægger op til, at vi tolker personernes handlinger og følelser i forhold til hinanden. Specielt har vi som modtagere en udfordring i at forstå, hvad der foregår i fåmælte August.
Tomme pladser og forholdet mellem børn og forældre
Forløbet er udviklet af Stig Toke Gissel, leder af Læremiddel.dk, i forbindelse med KiDM-projektet, og han fortæller: “I vores undervisningsforløb deler vi filmen op i tre dele. Eleverne skal lave forskellige aktiviteter for hver del, de ser. Dette er for at få eleverne til at sætte ord på deres oplevelser, fange filmens spor og sætte ord på deres forventninger til, hvad der kommer til at ske. Arbejdsopgaverne spænder fra spørgsmål til de tomme pladser i teksten, meddigtningsøvelser, analyse af de filmiske virkemidler samt et oplæg til en perspektiverende dialog om forholdet mellem børn og deres forældre.”
Undervisningsforløbet som fjernundervisning
Stig mener, at netop dette undervisningsforløb egner sig godt til fjernundervisning og har også et forslag til, hvordan undervisningen kan foregå: “Vi foreslår, at undervisningen afvikles på en virtuel mødeplatform som Zoom, Google Meets eller Teams. Dialogen kunne også foregå gennem Google Docs, hvor eleverne skriver deres svar på opgaverne, og dialogen om filmen foregår i chatten. Eleverne kan afspille filmen derhjemme, men det er vigtigt, at I løbende stopper op og analyserer og drøfter elevernes bud og tanker.”
Filmen kan ses gratis på Filmcentralen
Det undersøgende undervisningsforløb har 3,5 lektioner á 45 minutters varighed.
Søn er en del af forløbet ”Jeg, dig og de andre”, som er bygget op om film, noveller og sangtekster, der giver eleverne et indblik i, hvordan identitet og forholdet til andre kommer til udtryk i forskellige typer af tekster. Dette fokus er tilpas åbent til, at det ikke lukker for forskellige fortolkninger og dialog i klasserummet.
Teksterne er valgt, så eleverne kommer til arbejde med forskellige roller og relationer, der har betydning for identitet og socialisering. Derfor lægger vi op til, at opsamling af tekster og forløb har fokus på roller og relationer.
Et helt særlig potentiale ved at arbejde med litteratur, film og andre æstetiske tekster i dansk er, at de åbner for:
• indlevelse og erfaring af andre måder at opleve og forholde sig til verden på,
• fokus på virkemidler, der skaber en fiktiv fremmedverden (synsvinkel, fortællerforhold, metaforer, indstillinger, klippeteknik, personkarakteristikker, dialog og handlinger),
• kobling til ens egen erfaringsverden og personlige udvikling.
Formålet med forløbet
Formålet med forløbet er, at eleverne bliver bevidste om, at vi i en film (ligesom i litteratur) skal tolke på de spor, der lægges ud til os for at få historien til at give mening. Til forskel fra litteratur får vi i film fortalt historier gennem billeder, lys og lyde. I stedet for at læse på, og mellem linjerne, skal vi tolke de bevægelser, ansigtsudtryk, omgivelser, stemninger osv., som filmen giver os gennem sine virkemidler.
Få adgang til hjemmesiden
Undervisningsforløbet med Søn ligger på hjemmesiden kidm.dk (forkortelsen for Kvalitet i Dansk og Matematik). Siden er opdelt i en matematikdel og danskdel. I danskdelen er der både en elevdel, hvor eleverne arbejder på selve hjemmesiden, og en lærerdel med lærervejledninger og diverse ressourcer. Både elevdelen og lærerdelen i dansk er beskyttet af kodeord.
Alle undervisningsforløb er gratis.
Sådan får du adgang til undervisnigsforløbet med Søn
Danskforløbene kræver på grund af tekstrettigheder et login. Er du lærer kan du få adgang ved at skrive til os på post@laeremiddel.dk. Skriv din fulde navn samt hvilken skole, du er lærer på, og så sender vi dig hurtigst muligt et login.