Ann-Birthe Overholt Nicolaisen
Jeg er forperson for Center for Undervisningsmidler på tværs af Danmark. Jeg er også leder af CFU på Københavns Professionshøjskole. Før det har jeg været produktchef hos en større læremiddelproducent i ti år, hvor jeg havde ansvaret for den digitale udvikling af læremidler til grundskolen. Jeg har oprindeligt en baggrund som lærer og læsevejleder.
I CFU arbejder vi for at støtte, supplere og udvikle god undervisning. Læremidler, didaktik, faglighed og skoleudvikling er kernen i vores virke. Når vi samarbejder med skoler og forskellige interessenter, er det altid med fokus på balancen mellem viden, krav, inspiration og lærernes faglige fundament. I CFU arbejder vi i spændingsfeltet mellem formelle krav, teoretisk viden, didaktik og lærernes praksis. Altid med god praksis for øje.
Jeg er personligt meget interesseret i den proces, der ligger i udviklingen af gode læremidler – både i forhold til den didaktiske og pædagogiske viden, der danner grundlaget før udviklingen, og i forhold til den reelle praksis, når læremidlet lander i hænderne på lærerne og eleverne. Det kan både være et læremiddel udviklet af en producent, men også de didaktiske designs, som den enkelte lærer udvikler til sin undervisning – enten alene eller i samspil med andre lærere.
Hvordan kan vi blive klogere på den rolle, læremidlers underliggende didaktik og pædagogik har i praksis? Jeg har blandt andet dykket ned i designkonventionerne i læremidler og undersøgt, hvordan de påvirker den pædagogiske tilgang til undervisning, samt hvordan vi anvender datavisualiseringer. Jeg er desuden nysgerrig på, hvordan vi kan arbejde mere bevidst med afprøvninger og brugertests i læremiddelproduktionen. Her handler det ikke kun om brugervenlighed, men endnu vigtigere om den didaktiske hensigt med læremidlet.
Hvordan kan vi koble disse afprøvninger og tests til videre forskning, så vi ikke blot bidrager med viden til praksis gennem forskningen, men også henter viden fra praksis ind i forskningen? Her ser jeg CFU som en vigtig aktør, der formidler viden og praksis på tværs af alle aktører.