Telefon: 72 66 52 75
Email: phol@ucsyd.dk
Teknologi og modaliteter – til besvær og begejstring
Det at bruge og benytte digitale teknologier er efterhånden blevet en naturlig del af vores hverdag, men i skole- og undervisningssammenhænge er vi fortsat udfordrede på at finde god og faglig relevant brug.
Allerede fra 1970’erne begyndte man at benytte begrebet ”det udvidede tekstbegreb”, så tekster dermed kunne være både læste, hørte og sete. Når vi i dag anvender begrebet ”tekst”, så anvendes det overvejende i denne brede forstand, og vi behøver ikke at eksplicitere, at teksten er ”udvidet”.
Det nye i denne sammenhæng er kommet med det digitales indtræden. Her får flere modaliteter og repræsentationsformer mulighed for at indgå med de eksisterende, og dermed dannes endnu nye og ukendte udtryk. Tekstbegrebet bliver i denne sammenhæng både udfordret og udvidet, og med digitale medier ser vi, at betingelserne til stadighed ændres. Det kan derfor være værd at overveje, om tekstbegrebet kan strækkes uhæmmet, og det kan være værd at overveje, hvordan og hvorfor vi arbejder med det multimodale i skolekontekster.
Teknologisk begejstring og besvær
Skolen er generelt fyldt med teknologi, men til stadighed opleves udfordringer ved teknologi, som kan forekomme forstyrrende og så kraftig dominerende, at det kan komme til at fjerne fokus fra faget, indholdet og lærerens ærinde.
Samtidig er børn og unge er i deres mediebrug i fritiden ikke kun passive modtagere, men i høj grad også producenter i en tid, hvor internettet og sociale medier har åbnet op for muligheder, som børnene griber mere eller mindre velovervejet. Det betyder, at multimodale kompetencer også er en disciplin, som udvikles i fritiden, hvor memes, Snapchat og andet tilsvarende er dominerende kommunikationsformer.
Den hurtige tilgang til multimodale udtryk er ikke altid problemfri, og teknologierne, medierne og mulighederne for medskabelse af fortællinger, udtryk og kommunikation giver anledning til både begejstring, besvær, udfordringer og muligheder – også i skolekontekster.
Skal vi begrænse teknologien eller lade den udvide undervisningen?
Ét svar på denne udfordring kan være at kontrollere elevernes brug af teknologi eksempelvis ved at indføre begrænsninger af forskellig art – alt lige fra at lukke for bestemte internetsider til indsamling og opbevaring af elevernes smartphones i skoletiden.
Udfordringen ved sådanne begrænsninger er, at eleverne allerede færdes som deltagere i et samfund, som forventer, at de magter og behersker teknologier, kan formidle og forstå via disse og kan gennemskue og forholde sig til, hvordan medier påvirker os. Og det kan de ikke altid!
Et andet svar kan derfor være aktivt at gribe efter de teknologier og multimodale udtryksformer, som medvirker til at understøtte, stilladsere og udvide både faget og lærings- og undervisningssituationen.
Kan stilen ikke skrives med video?
At vælge at arbejde med og fokusere på læremidler, aktiviteter, opgaveaflevering, samarbejder og kommunikationsformer, som adresserer og benytter sig af mangfoldige sanseindtryk og multimodale udtryksformer kan være med til at opøve en mere generel mediekompetence, som også kan benyttes alsidigt i fritidslivet.
Skal den danske stil eksempelvis skrives med bogstaver – kan den ikke skrives med video? Kan den engelske stil ikke udmærket afleveres som en blog eller hjemmeside, der benytter billeder og lyd, som vægtigt element? Skal forældrebrevet skrives og sendes via skolens læringsplatform – kunne det ikke udkomme som en månedlig podcast på video?
Multimodale kompetencer er allerede efterspurgte
Ved på denne måde at fokusere på og inddrage visuelt orienterede faglige produkter, udvides tekstens rum til også at indeholde velovervejede kreative, ikke-skriftlige og multimodale dimensioner, som kan være med til at styrke håndtering og forståelse af teknologi. Det kan kvalificere mediebrug og omgangsformer i det digitale i sammenhæng med fag og didaktik således, at teknologierne enten understøtter eller udfordrer med flere dimensioner. Dette kan kvalificere og fastholde, at tekst ikke blot består af bogstaver, men også kan udtrykkes multimodalt gennem billeder, lyd, video, film, materialer og teknologi.
Det multimodale gør ikke nødvendigvis afkodning af budskaber nemmere, men ved aktivt at arbejde med det, ved at lære eleverne at udtrykke sig multimodalt, så kan det potentielt være med til at give en dybere og mere alsidig læring, og det kan være med til at kvalificere med kompetencer, som bliver og er efterspurgte allerede.