Artikler

At analysere naturfaglige læremidler

Den svenske professor Monica Reichenberg fra Göteborgs Universitet undersøgte i sin doktorafhandling Röst och kausalitet i lärobokstexter. En studie av elevers förståelse av olika textversioner 833 elevers læseforståelse af tekster til historie og samfundsfag. Hun redesignede de eksisterende tekster, så de blev tilføjet det Reichenberg kalder stemme og kausalitet. Resultatet var, at elevernes læseforståelse ændredes målbart i positiv retning, når de læste Reichenbergs bearbejdede versioner, selvom disse tekster ofte var en del længere end de oprindelige tekster.

Begrebet kausalitet vender vi tilbage til, men lad os først se et eksempel på to lærebogsforfatteres brug af stemme:

Når astronomerne de kommende år får flere kikkerter i rummet og endnu bedre teknik, vil der bestemt komme spændende nyheder om planeter i fjerne solsystemer. Kan der mon være liv andre steder end på Jorden? (Henriksen & Both, 2008)

I citatets sidste sætning forsøger lærebogens forfattere at aktivere sin læser ved direkte at henvende sig til hende med et spørgsmål. Det er denne eksplicitte stemme fra forfatteren, som, Reichenberg viser, har en positiv indflydelse på læseforståelsen hos eleverne, der deltog i hendes undersøgelse.

Lad os nu i stedet se på et af de sidste opslag i Grete Sonnes korte fagbog Mars – en rejse i rummet.

Når vi analyserer læremidler, der både rummer tekst og illustration, kan vi ret simpelt skabe systematik ved at undersøge tekst og illustration hver for sig og evt. derefter undersøge samspillet mellem tekst og illustration.

Naturfagstekster benytter sig ofte af flere modaliteter (fx verbalsprog, fotografier, figurer). De bliver derfor ofte redundante på den måde, at det samme indhold forklares eller anskueliggøres via de forskellige modaliteter. Men lad os begynde med teksten:

Meningen i de tre sidste linjer er for en erfaren læser sandsynligvis indlysende, men tekster, der gøres korte – for fx at skabe et lavt lixtal – er, som Monica Reichenberg viser, ikke nødvendigvis nemmere at forstå end længere tekster. Læseren skal i teksten fra bogen om Mars selv skabe kausalitet eller årsagssammenhænge: Når lyset er svagt, så falder temperaturen, og så vil vand fryse til is. Temperaturfaldet er ikke ekspliciteret i teksten, og læseren skal selv danne denne inferens. Inferens er det, læseren må slutte sig til ud fra tekstens åbenlyse eller tydelige informationer. Metaforisk taler man i læseforskningen om at læse mellem linjerne med udgangspunkt i det, man kan læse på linjen. Jeg har mødt lærere på efteruddannelseskurser, der var overbeviste om, at flere drenge i deres indskolingsklasser med en balje vand i et mørkt rum ville undersøge tekstens umiddelbare årsagssammenhæng: At vand fryser til is, når lyset bliver svagt.

Læremiddelteksternes sproglige referencebindinger kan også skabe usikkerhed hos begynderlæseren (en referencebinding er ord i teksten, der binder teksten sammen med det, den handler om eller referer til). Lad os se på et eksempel: Adverbiet ”Her” i tekstens tredje linje refererer for den erfarne læser til Merkur og Venus, men nogle elever vil nok være i tvivl om, hvorvidt ”Her” refererer til det forrige substantiv i teksten: Solen. Eller måske vil de endda opfatte ”Her” som en deiktisk (udpegende) reference til det sted, hvor eleven sidder og læser teksten: Fx i klasselokalet.

En tredje usikkerhed kan opstå hos begynderlæseren, fordi teksten fortæller, at ”Merkur og Venus ligger tæt på Solen”, mens Jupiter har en bane. Eleven skal gennemskue, at Merkur og Venus også har en bane – og altså ikke ligger i betydningen ligger stille.

Ordet ”bane” optræder her som et fagbegreb, der siger noget om planeternes bevægelse, men eleverne kender sandsynligvis bedre ordet bane fra førfaglige sammenhænge som fodboldbane eller landingsbane, der jo angiver en flade og ikke en bevægelse eller retning.

Nu vender vi blikket mod opslagets illustration eller figur:

Faktisk er det ikke én figur, men to figurer, hvor den ene er placeret oven på den anden. På figur 2 er Solen er en lille prik, på størrelse med Mars i figur 1. De fleste elever ville nok have haft lettere ved at læse figuren, hvis de to figurer var helt adskilt fra hinanden og måske endda suppleret af en forklarende tekst.

Æstetik spiller hos lærebøgers grafikere dog normalt en stor rolle, så mindre radikalt kunne man også blot hjælpe eleverne til at se, at der er tale om to figurer. Fx sådan:

 

På figur 1 ligger planeterne på en række i den rækkefølge, de placerer sig i forhold til Solen, men eleverne skal egentlig forstå figuren tredimensionelt (det er muligvis det, bogens grafiker har forsøgt at anskueliggøre ved at placere figurerne oven på hinanden).

Farver har ofte en symbolsk funktion i grafiske fremstillinger af det faglige stof: Solen er på både figur 1 og 2 gul, som vi ofte associerer med lys eller varme, men på figur 1 har solen fejlagtigt og lidt overraskende en mørk bagside. På figur 2 bruges farven gul til at adskille planeters baner fra baner markeret med hvid.

Pointen med denne korte artikel er, at selv uddrag af tekster og tilhørende illustrationer i et læremiddel kan gøres til genstand for analyse. Og redskaber fra forskning i læremidler og læsning kan hjælpe os med at få øje på elementer, som vi ikke umiddelbart ville lægge mærke til uden den teoretiske indsigt.