Oplevelser og erfaringer med online undervisning under COVID-19

Projektperiode: 2020
Status: Afsluttet

Dette 1-årige projekt har til formål at opsamle erfaringer og oplevelser med online undervisning på 10 videregående uddannelsesinstitutioner i foråret 2020.

Projektdeltagere

Marianne Georgsen, Stefan Ting Graf, Thomas R.S. Albrechtsen, Karsten Gynther, Morten Pettersson, Morten Rasmus Puck

Baggrund for projektet

Da corona-epidemien brød ud i Danmark i marts 2020, blev de danske uddannelsesinstitutioner, herunder undervisere og studerende og samarbejdet herimellem, sat under pres. Med meget kort varsel blev alle institutioner fysisk lukket og på få dage skulle der ske en omstilling. Undervisere skulle omdanne al undervisning, vejledning og eksamen fra fysiske til digitale undervisningsrum, og studerende skulle ligeledes uden varsel eller forberedelse møde ind til nye undervisnings-, samarbejds- og læringspraksisser.

Opsamlingen af erfaringer med omstillingen og den efterfølgende online undervisning i DK siden 11. marts 2020 udgør et vigtigt bidrag i uddannelsesinstitutionernes og uddannelsernes videre udvikling, både ift. online og blendede uddannelsesdesigns (fx EVU, uddannelsessamarbejder på tværs af institutioner, uddannelsesudbud på tværs af flere geografiske placeringer på egen institution) og ift. brug af digitale elementer og værktøjer i campusbaseret tilstedeværelsesundervisning.

Denne undersøgelse fokuserer derfor på at afdække de digitalt understøttede didaktiske praksisser, der er opstået siden 11. marts samt de potentialer og begrænsninger, der knytter sig hertil.

Når vi taler om digitalt understøttede didaktiske praksisser, henviser vi til det forhold, at der ikke alene vil være fokus på digitale løsninger, men også på den didaktisering af indhold og de undervisningstilgange, som er påkrævet ved gennemførsel af online-undervisning.

Projektets formål

Hensigten med projektet er at indsamle bred og solid viden om en række centrale spørgsmål, som vil belyse erfaringer fra perioden med online-undervisning og give et grundlag for institutioners og uddannelsers videre udvikling. Undersøgelsen tilrettelægges og gennemføres i et samarbejde mellem 10 institutioner, på tværs af institutionstyper (professionshøjskoler og universiteter) og med involvering af en lang række fagområder og uddannelser.

Projektet bidrager med solid viden om digitale og teknologiske muligheder og pædagogisk og didaktisk udvikling i relation hertil. Mere specifikt bidrager projektet med viden om digitalt understøttede didaktiske praksisser samt forudsætninger knyttet til realiseringen af forskellige potentialer i forhold hertil. Projektet giver et øjebliksbillede af erfaringer, oplevelser og udviklede praksisser.

Herudover etableres der et unikt datasæt, som kan indgå i mere dybdegående analytisk arbejde, fx som led i forskningsprojekter på de enkelte institutioner eller i allerede etablerede forskningssamarbejder som Læremiddel.dk.

De opsamlede erfaringer skal danne grundlag for institutioners og uddannelsers videre udvikling og bidrager med solid viden om digitale og teknologiske muligheder og pædagogisk og didaktisk udvikling i relation hertil.

Se pressemeddelelse fra Styrelsen for Forskning og uddannelse

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.