VR – gimmick eller didaktisk powertool?

Udgivet: Januar 2019

Noget af det jeg så mest af på BETT-show var VR-devices. VR betyder virtual reality og er teknologi som tillader brugeren at navigere rundt i og interagere med en virtuel verden. Oftest får brugeren VR-briller på, som gør at synet omsluttes helt af det simulerede miljø. Når brugeren drejer hovedet panorerer blikket i det virtuelle rum på samme måde, som vi vil forvente i den virkelige virkelighed.

Mange ser store didaktiske muligheder i VR. Jeg talte med flere producenter og fik demonstreret og prøvede deres udstyr i et forsøg på at få svar på spørgsmålet i overskriften: Giver VR en didaktisk merværdi i undervisningen eller er det, i sin nuværende form, primært en gimmick?

VR - Gimmick eller didaktisk værdi?

På billedet ovenfor ses et gimmick-Eldorado. Temaet var Back to the future, inspireret af filmen fra 1985, hvor Marty McFly og en professor rejser i tiden i en bil, der er modificeret til at fungere som tidsmaskine. Når jeg tog brillerne på, sad jeg i bilen og kunne høre professorens stemme. Her blev jeg ført til oldtidens Egypten, Første verdenskrigs skyttegrave og skam også til Månen i fremtiden. Jeg kunne ikke interagere (med undtagelse af at jeg kunne dreje hovedet og selv bestemme, hvad jeg kiggede på i det virtuelle rum), det fungerede som en 360-graders film. Det didaktiske aspekt blev aldrig klart for mig.

Andre producenter viste mere seriøse bud på VR som supplement til fagundervisning. Fx så jeg VR-delen af et science-forløb, hvor jeg kunne se det menneskelige hjerte blive skilt ad og forklaret. Igen fungerede det som en film, hvor mine muligheder for interaktivitet var at stoppe og starte filmen – og at jeg kunne dreje hovedet inde i det virtuelle miljø. Heller ikke her kunne jeg helt se, at udstyret skulle være investeringen værd.

Men der pågår seriøs forskning, som afdækker mulighederne og effekten af at bruge VR i undervisningen. SÅ jeg krydser fingre for, at den didaktiske tiøre falder i en nær fremtid …