Nyt samarbejde om didaktiske designprocesser i robotundervisning

21. januar 2019

Læremiddel.dk har indgået et samarbejde med en lokal virksomhed inden for robotteknologi, KUBO Robotics i Odense. Sammen med robotvirksomheden skal Læremiddel.dks forskere gennem en periode på to år kvalificere læring med robotter til de yngste og samtidig udvikle og afprøve læremidler, som passer til en dansk skolekontekst.

KUBO robotKUBO Robotics har allerede læremidler på det amerikanske marked, men når KUBOS lille søde robot skal lære danske skolebørn principper for kodning, så kræver det en undervisningspraksis og materialer, som er tilpasset danske forhold på tværs af fag i indskolingen.

Undervisning med KUBO-robotten er nemlig tænkt til de 4-10-årige, hvor der arbejdes med en taktil form for programmering uden brug af internet eller skærm. Robotten kræver altså ikke en computer, for at børnene kan programmere, derimod programmerer børnene ved hjælp af puslespilsbrikker.

Puslespilsbrikkerne er tænkt ind i scenarier, der er illustreret i fysiske plakater. Er scenarie kan fx være børnenes vej til skole, som de så skal forsøge at programmere. Et andet scenarie kan være aktiviteter i en gymnastiksal.

Den taktile programmering skal foregå på tværs af fagene i indskolingen og kobler sig dermed op på de beskrivelser, der ligger af teknologiforståelsesfaget. I dansk kan robotten fx bruges til at animere en historie, og i matematik kan det være at forstå, hvordan man kan bruge gentagelser til at forstå bestemte mønstre.

Børnene skal på dette niveau lære basis-programmering som skridtbaseret tænkning og simple loops, og idéen med samarbejdet er at lave iterative forløb, hvor undervisning og undervisningsmidler udvikles.

Iterative designprocesser sammen med lærerstuderende

Dette kommer i praksis til at foregå ved at skabe et community med en gruppe lærerstuderende fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole hen over en periode på 12 uger, hvor der arbejdes med didaktiske designprocesser, som skal føre til nogle læringsdesigns for indskolingen. De iterative forløb skal føre frem til viden om undervisningspraksis, som skal danne grundlag for at kunne skabe forskningsmæssig viden om, hvad der kan læres med robotterne.

Samtidig skal samarbejdet give en større og bredere forståelse af, hvordan man kan arbejde med robotteknologi i indskolingen på en meningsfuld måde.

Tilmeld nyhedsbrev
×
Få vores nyhedsbrev

Gør som andre læremiddel-interesserede og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.