Målet for forskningsprogrammet er at frembringe ny viden samt at udbygge og udvikle teori, sprog, modeller og et specialiseret begrebsapparat om læremidler i relation til alle skolens fag. Programmet producerer således professionsrelevant viden om læremidler i og på tværs af skolens fag.

Perspektiverne er læremidlernes design, brugen af læremidler i praksis og virkninger af denne brug i fagene på flere niveauer. Således er virkning vigtigt både i forhold til elevens udvikling, lærerens udvikling og skolens udvikling. Programmet beskæftiger sig med forskning i en bred vifte af digitale og analoge læremidler, der omfatter forlagsproducerede materialer, læringsplatforme og ressourcer, som lærere selv er med til at producere og didaktisere i relation til undervisningen.

De primære aftagere af programmets vidensproduktion er lærere, vejledere på skolerne, læreruddannere, kommuner og forlag. Vi ved, at læremidler spiller en central rolle for undervisningens kvalitet. Læremidler er bindeled mellem forskning, politiske målsætninger, praksisfeltet i uddannelsessektoren – og ikke mindst en central bro for lærerstuderendes møde med praksis. Derfor er der behov for et kvalificeret fokus på at analysere læremidlers design, udvikle forståelsen af hvordan læremidler bruges i praksis samt hvordan design og brug hænger sammen med virkning.

 

Tre centrale forskningstemaer

Forskningsprogrammet arbejder med at belyse følgende tre centrale forskningstemaer:

Praksisfortolkninger af læremidler

Dette tema beskæftiger sig med at forstå hvad der sker, når læremidler tages i brug af elever og lærere i bestemte fag. Dette har konsekvenser for den måde læremidler skal designes, men også for de virkninger, vi kan forvente af at bruge dem. Tidligere projekter i Læremiddel.dk har vist, at vi savner kvalificeret viden om dette tema.

Virkninger af læremidler og digital teknologi i fagene

Der er et behov for at udvikle viden om og metoder til at afdække virkninger af læremidler. Dvs. at temaet søger at besvare hvad der virker, hvorfor det virker, samt for hvem og under hvilke omstændigheder. En bred undersøgelse af kontekst og virkninger vil både have relevans for beslutningstagere, forlag, kommuner, skoler og læreruddannelsen. Generelt findes der meget lidt forskning i Danmark der på valid vis estimerer virkningen ved brugen af bestemte læremidler.

Teknologiforståelse som fag og faglighed

Læremiddel.dk vil med prioritering af dette tema være frontløbere i forståelsen af potentialer og udfordringer i at undervise i teknologiforståelse i skolen og i læreruddannelsen. Et nyt fag og en ny faglighed kalder på en forståelse af hvordan elever og lærere, studerende og undervisere arbejder med denne faglighed, med henblik på at udvikle didaktiske designs og læremidler, der kan understøtte elevernes og de lærerstuderendes tilegnelse af denne faglighed.

 

Deltagere i forskningsprogram 1

Herunder kan du danne dig et overblik over, hvilke deltagere der er repræsenteret i Læremiddel.dks forskningsprogram 1.

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.