Telefon: 41 89 76 94
Email: mafa@kp.dk
Teknologiforståelse
Det samlede forsøgsprogram for obligatorisk teknologiforståelse i folkeskolen skal afprøve teknologiforståelse som faglighed i folkeskolen, så eleverne lærer at forholde sig kritisk til teknologi og forme den frem for blot at bruge den.
Projektbeskrivelse
Hvordan bliver teknologiforståelse som faglighed en del af folkeskolens obligatoriske undervisning?
Teknologiforståelse er et forsøgsprogram, som skal belyse de mange facetter omkring implementering af en ny faglighed i teknologiforståelse i folkeskolen, og som skal indhente, udvikle og skabe praksis og viden, der kan lægge til grund for en kvalificeret stillingtagen til formen af den faktiske implementering af en ny faglighed i teknologiforståelse i den danske skoles obligatoriske undervisning.
Gennemførslen af forsøgsprogrammet foregår i perioden 2018-2021 og sker i tæt samarbejde mellem ca. 45 danske folkeskoler og en række kommuner, der repræsenterer diversiteten i den danske folkeskole, professionshøjskoler og universiteter.
Forsøgsprogrammet er et omfattende kapacitetsopbygningsprogram, der skal udvikle undervisningsforløb og undervisningsmaterialer, kompetenceudviklingsaktiviteter og implementeringsstøtte med fokus på efterfølgende at kunne besvare spørgsmålene:
- Hvordan kan fagligheden teknologiforståelse bedst gøres til en del af den obligatoriske undervisning?
- Hvordan kan teknologiforståelse som fag og faglighed rent praktisk implementeres i folkeskolen?
Forsøget skal evaluere tre modeller: Teknologiforståelse som selvstændigt fag, teknologiforståelse integreret i udvalgte fag og en kombination af begge.
Projektets faser
Teknologiforståelsesprojektet falder i fire faser: 1. Videnindsamling, 2. udvikling af prototyper, 3. afprøvning og 4. læringscirkler.
I fase 1 foretages den grundlæggende vidensindsamling og afdækning af erfaringer i forundersøgelsen. I de øvrige faser leveres et opdateret vidensgrundlag. I projektet samler vi viden om fagforståelser, om undervisningserfaringer og -praksis, og om eksisterende materialer og arbejdsformer, som relaterer sig til fagligheden. Efter hver forsøgsfase samles, bearbejdes og analyseres således erfaringer og data fra afprøvninger, og viden og konklusioner herfra indgår i forberedelse af undervisningsmaterialet til den næste forsøgsfase.