NY BOG: Undersøg litteraturen

17. juni 2021

I denne uge udkommer antologien Undersøg litteraturen – engagerende undervisning i æstetiske tekster. Antologien præsenterer grundlaget og principperne for en undersøgende didaktik, der engagerer eleverne i danskfagets vidt forskellige teksttyper, og henvender sig til undervisere og studerende på læreruddannelsen, læsevejledere og dansklærere i grundskole og ungdomsuddannelser.

Undersøg litteraturen, en antologiUndersøg Litteraturen er en antologi med Stig Toke Gissel og Tom Steffensen som redaktører, og bogens øvrige bidragsydere er Thomas Illum Hansen, Vibeke Christensen, Tina Høegh, Nikolaj Elf, Stine Reinholdt Hansen og Jimmi Michelsen.

Antologien handler om undersøgende litteraturundervisning og bygger på et 3-årigt forskningsprojekt, KiDM, Kvalitet i Dansk og Matematik.

Stig Toke Gissel udtaler:

Jeg er meget stolt af denne udgivelse, som bygger på det store projekt Kvalitet i Dansk og Matematik, hvor vi i danskdelen udviklede en undersøgende litteraturdidaktik, lavede didaktiske modeller og strategier til lærer og elever, designede læremidler og til sidst gennemførte en effektmåling med flotte resultater. Nu har nogle af forskerne i projektet sammen udfoldet nogle af de temaer, som vi har haft fokus på i udviklingen af den undersøgende didaktik og undervisningsmaterialerne, og det er altså blevet til denne spændende samling af artikler.- Stig Toke Gissel

Elevernes egen oplevelse og indlevelse

Bogens tilgang til litteraturundervisning tager udgangspunkt i elevernes egen oplevelse og indlevelse i teksten. Dette skal understøtte elevernes selvstændige undersøgelse og fortolkning af litteraturen.

Derfor står begrebet undersøgelse meget centralt i antologien: “Når vi bruger begrebet undersøgelse i denne bog, lægger vi os op ad en udforskende og eksperimenterende tilgang til litteraturundervisning (…), der sætter elevernes æstetiske oplevelser og erfaringsdannelse i centrum (…). Det gør vi, fordi vi mener, at den tilgang er den bedste til at indfange, hvad det er litteratur og andre æstetiske tekster er og kan.”

I antologiens indledning forklares, hvad det er, æstetiske tekster kan. De skitserer nemlig en verden, “som læseren selv skal give liv ved at aktualisere personlige erfaringer i mødet med tekstens sprog. Den æstetiske tekst levner på den måde plads til sin læser, og derfor er det spændende i undervisningen at sætte fokus på, hvad elever med forskellige forudsætninger oplever og erfarer i mødet med teksten.”

En undersøgende tilgang

Antologien byder på en introduktion til metoden, herunder den didaktiske model og strategierne for undersøgende litteraturundervisning, samt et kapitel om undersøgende læsning, der bl.a. handler om inferensdannelse. Disse er skrevet af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel. I bogen udfoldes desuden forskellige aspekter af litteraturundervisningen og indholdsvalget:

I denne bog udfolder vi nogle af de ting vi har haft fokus på i projektet. Når man udvikler undervisning, der skal kunne fungere i skolen, så er man nødt til at overveje en masse ting. Hvad er relevant indhold – både i forhold til elevernes motivation og egne interesser og erfaringshorisont, og hvad er det mest eksemplariske indhold, som kan styrke elevernes æstetiske fortolkningskompetence? Hvordan skal vi styre klasserumsdialogen så den både er åben og undersøgende men også fagligt fokuseret og anerkendende? Hvordan udnytter vi mundtlighed og multimodalitet i elevernes æstetiske undersøgelser? Hvilke udfordringer og potentialer byder åbne tekster og ældre tekster på i litteraturundervisningen? Og kan vi bruge film og computerspil i den undersøgende undervisning?- Stig Toke Gissel

Antologien kommer i kølvandet på bogen ”Tilbage til Teksten” af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel, som udkom tidligere på året.

Læs mere om Tilbage til teksten her

Begge udgivelser bygger på metoder, forløb og resultater fra storskalaprojektet ”Bedre kvalitet i dansk og matematik”, der har involveret forskere, læreruddannere, dansklærere og elever i 7. og 8. klasser fra skoler i hele Danmark.

Mere om Undersøg litteraturen

 

Redigeret af: Stig Toke Gissel og Tom Steffensen

Sideantal: 232 sider

Forlag: Akademisk (Didaktikserien)

Pris: 299 kroner.

Bogens kapitler:

  • Hvad vil det sige at undersøge litteratur? Af Thomas Illum Hansen og Stig Toke Gissel
  • Hvordan underviser jeg undersøgende? Af Stig Toke Gissel og Thomas Illum Hansen.
  • Undersøgende læsning Af Thomas Illum Hansen og
  • Dialogisk klassesamtale og lærerens feedback af Vibeke Christensen og Tina Høegh
  • Multimodale undersøgelser af litteratur og andre æstetiske tekster Af Nikolaj Elf og Vibeke Christensen
  • Mundtlig undersøgelse af litteratur Af Tina Høegh og Nikolaj Elf
  • Undersøgelse af æstetiske tekster til børn og unge Af Stine Reinholdt Hansen og Jimmi Michelsen
  • Undersøgelse af ældre tekster Af Thomas Illum Hansen, Tom Steffensen og Stig Toke Gissel
  • Stilladseret undersøgelse af åbne tekster Af Stig Toke Gissel, Tom Steffensen og Jimmi Michelsen
  • Undersøgelse af film og computerspil Af Stig Toke Gissel
  • Motivation i litteraturundervisningen Af Tom Steffensen og Thomas Illum Hansen

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.