Kunsten at læse
Kunsten at læse har et klart og tydeligt budskab, der drejer sig om, at litteraturen skal tilbage til den enkelte læser – med fokus på de mennesker, som netop er i gang med at lære at læse litteratur, nemlig folkeskoleeleverne.
Ifølge Thomas Illum Hansen skal litteraturundervisningen gøres spændende igen, så eleverne kan mærke og opleve glæden ved sprog og tekster. Han mener nemlig, at folkeskolens litteraturundervisning er blevet for politisk målstyret og nyttebetonet og dermed alt for lidt centreret omkring æstetisk værdi og virkning. For ham kan der ikke sættes spørgsmål ved, at litteraturen et personligt anliggende.
Derfor er det tid til at tage litteraturen tilbage i mere end én forstand. Tilbage til den enkelte læser. Tilbage i klasseværelset. Tilbage fra den politisk målstyrede og nyttebetonede omverden, der reducerer litteraturen til et middel for andre mål.
– Helge Christiansen, Folkeskolen.dk
Bogen tager fat på, at børn ikke skal forbinde skolen med pligtlæsning. De skal i stedet opleve, at dansk også er et kulturfag, hvor de kan få udviklet deres sans for litteratur og ikke mindst lære kunsten at læse.
Mere om Kunsten at læse
Forfatter: Thomas Illum Hansen
Sideantal: 70 sider
Forlag: Aarhus Universitetsforlag
Pris: 130 kroner.
Bogen er udgivet i samarbejde med DLF og FSL og medlemmer af begge foreninger har gratis adgang til de elektroniske udgaver og kan købe bogen til særpris.