Skaber kommunale indkøbsaftaler discount-skole?

22. juni 2018

Lærere raser og ministeren udtrykker bekymring i forhold til kommunale indkøbsaftaler af digitale læremidler hos forlagene. Er stigningen af indkøb udtryk for et marked i sprudlende vækst eller er det nærmere blevet et uheldigt monopol, der afskærer lærerne selv fra medindflydelse?

Pulje

Kilde: Folkeskolen.dk

Undervisningsministeriet har netop offentliggjort en rapport, der viser, at tallene for kommunernes indkøb af digitale læremidler hos forlagene i Danmark er de højeste nogensinde. Resultatet indgår i en opgørelse over, hvor meget kommunerne har gjort brug af den såkaldte Medfinansieringspulje, som siden 2012 har gjort det muligt for kommuner at søge støtte til indkøb af digitale læremidler.

Et sprudlende marked eller monopolisering?

Tallene viser, at kommunerne i 2017 samlet set har fået det hidtil største beløb i offentlig støtte til indkøb af digitale læremidler. Den høje efterspørgsel kan ses som udtryk for et marked i sprudlende vækst, der sikrer udvikling af flere digitale læremidler af høj kvalitet, som der står på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Tallene peger dog også på et andet forhold, nemlig det, at det er primært er hos to store forlag, Gyldendal og Clio Online, langt de fleste indkøb er foretaget. Det betyder, at mange skoler nu er bundet af et enkelt forlags didaktiske løsninger i stedet for at kunne vælge løsninger, der passer til den enkelte skole. Lærere rundt omkring i landet udtrykker frustration over de kommunale indkøbsaftaler:

Jeg kan ikke se pointen i kommunale indkøbsaftaler. Vi har indtil nu kunnet bruge de digitale undervisningssider, som passede bedst med eleverne, vores undervisning, vores bøger og som fungerede godt og motiverende (…) Nu har kommunen så lavet eneretsaftale med en ny portal fra Alinea, som ikke i sig selv fejler noget. Den kan bare ikke stå alene. Det betyder, at vi ikke må købe andet digitalt materiale. (…) Man ønsker en discount-skole!

Sådan citeres folkeskolelærer Elisabeth Rex Romoser på Folkeskolen.dk. Af kommentarsporet kan man se, hun ikke er alene om at forholde sig kritisk til de fællesaftaler kommunerne laver med forlagene.

Artiklen om Elisabeth Rex Romoser på Folkeskolen.dk

Ministeren udtrykker også bekymring

På Folkeskolen.dk kan man ligeledes læse undervisningsminister Merete Riisagers bekymring over de centrale indkøbsaftaler:

”Når kommunerne køber digitale læremidler, handler de typisk ind hos et af de store forlag. Men det kan ende med at få fatale konsekvenser, lyder det fra undervisningsministeren, som siger, at købene utilsigtet kan ende med at indføre en national læseplan.”

Riisager på Folkeskolen.dk den 01.06.2018.

Artiklen om Merete Riisagers holdning til kommunernes indkøb på Folkeskolen.dk

Forskernes syn på sagen

Men hvad mener centrale forskere på læremiddelområdet i forhold til de nyligt offentliggjorte tal fra undervisningsministeriet? Vi har spurgt leder af Videncentret Læremiddel.dk, Stig Toke Gissel:

”Der ligger en uheldig tendens i, at kommunen vælger en løsning, der skal passe for alle. De store portaler fra Gyldendal og Clio Online er godt nok kendetegnede ved, at der ligger en masse forløb og indhold, som lærere kan vælge og vrage imellem og sammensætte, som de ønsker. Så det er ikke, fordi undervisningen bliver nøjagtig ens rundt omkring på skolerne. Men de enkelte fagportaler har jo deres styrker og svagheder, og det ville være bedst, hvis den enkelte lærer fra forløb til forløb kunne vælge det tilbud, som passer bedst til klassen og lærerens eget didaktiske ståsted og formål med undervisningen.”

Pulje

Kilde: UVM

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.