Der bor to piger i en dejlig have

12. april 2018

Sådan indleder Cecilie Eken sin billedbog, Mørkebarnet, som biblioteket i Kolding lige nu har opbygget en interaktiv udstilling over. Udstillingen er blot én af 10 på biblioteker i hele landet og er et led i formidlingsprojektet, Fang fortællingen, som skal skabe mere læselyst og -fordybelse hos børn.

Formidlingsprojektet udspringer af den store undersøgelse af børns læsevaner i fritiden, Læremiddel.dk sidste år foretog, ledet af Tænketanken Fremtidens Biblioteker.

Undersøgelsens resultater viste blandt andet, at børn læser mindre i fritiden, end de gjorde før, og samtidig bruger mere tid på sociale medier. En af konklusionerne fra rapporten er, at det for en stor del afhænger af voksnes initiativ, hvis børn skal have interesse for og kendskab til litteratur.

Fang fortællingen - interaktiv udstilling

Fang fortællingen

Derfor er 10 biblioteker i hele landet nu gået sammen om projektet Fang Fortællingen, der skal udvikle nye formidlingsformer til litteraturformidling for børn. De nye former for litteraturformidling har det klare mål at få børn til at fordybe sig mere i skønlitteraturen, og denne udfordring tager de 10 biblioteker op ved at skabe hver sin interaktive udstilling over en kendt børnebog. Udstillingerne skal åbne bøgerne, så børn, forældre og lærere kan gå på oplevelse i dem og de temaer, de indeholder.

Bøger er mere end ord

I den interaktive udstilling over Mørkebarnet på Kolding Bibliotek udmønter det sig helt konkret i en række aktiviteter og opgaver, hvor det er meningen, at man skal lege og lære sig ind i litteraturen.

Flere af aktiviteterne er fysiske opgaver, hvor børnene fx skal skrive det lyseste ord, de kender, på et manilamærke og hænge det på et lystræ og modsat med det mørkeste ord på et mørketræ. Der er også en fiskedam, hvor børnene kan fiske ord op, udvælge de mørkeste af dem og sætte dem på en tavle, lige som børnene kan tegne om deres følelser og følelsernes farver. På denne måde bevæger børnene sig ind i bogens overordnede tema og forholder sig til menneskets lyse og mørke sider.

Aktivitet fra udstillingen Mørkebarnet

Besøg udstillingerne

Udstillingen på Kolding Bibliotek er målrettet børn i alderen 5-12 år og kan besøges af både børnefamilier og skoler indtil den 7. maj 2018.

De andre deltagende biblioteker er: Herlev Bibliotek, Ballerup Bibliotekerne, Gentofte Bibliotekerne, Gladsaxe Bibliotekerne, Guldborgsund-bibliotekerne, Herning Bibliotekerne, Koldingbibliotekerne, Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne, Rudersdal Bibliotekerne og Aalborg Bibliotekerne.

Det er hensigten, at bibliotekernes udstillinger efter udstillingsperioden skal vandre rundt til andre biblioteker.

Formidlingsprojektet, Fang fortællingen, er støttet af Nordea-fonden og Slots- og Kulturstyrelsen.

Udstillingen Mørkebarnet

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.