Telefon: 29 90 53 73
Email: sttg@ucl.dk
Praksisfortolkninger af Læremidler (PaL)
Projektet PaL skal kortlægge og bidrage til en forståelse af læreres og elevers brug af læremidler bl.a. ved at undersøge sammenhængen og forskellen mellem det intenderede lærings- og undervisningsdesign og det aktualiserede design i praksis.
Projektdeltagere
Stig Toke Gissel og Thomas Illum Hansen, UCL, Jens Aage Poulsen, HistorieLab, René B. Christiansen, Professionshøjskolen Absalon, Thomas R.S. Albrechtsen og Rune Hansen, UCSYD.
Projektbeskrivelse
Projektet Praksisfortolkninger af Læremidler (PaL) er igangsat af Læremiddel.dk og undersøger flere af de kerneområder, som Læremiddel.dk beskæftiger sig med. Vi er interesserede i, hvad læremidler gør ved læreres og elevers praksis – og hvad praksis gør ved læremidlerne.
Projektet fokuserer på orkestreringen og samspillet mellem didaktiske, funktionelle og semantiske læremidler – både analoge og digitale.
Projektets faser
PaL-projektet falder i tre faser:
Den første fase i projektet skal gennem to indsatser skabe et vidensgrundlag for den videre undersøgelse af læremiddelbrug:
- Der gennemføres litteraturstudier af tidligere forskning om læremiddelbrug i matematik, historie og modermålsundervisningen.
- Der gennemføres en større survey-undersøgelse, som skal generere et overblik over, hvilke læremidler der bruges af lærere – samt et første bud på hvorfor og hvordan lærere bruger dem.
I projektets anden fase skal det didaktiske potentiale i en række udvalgte læremidler analyseres.
I den tredje fase skal der observeres læremiddelbrug i de tre fag og gennemføres interviews med lærere og elever.
Formålet med PaL
PaL-projektet har til formål at kortlægge og bidrage til en forståelse af læreres og elevers brug af læremidler. I projektet vil læremidlerne og brugen af dem blive kategoriseret og analyseret fra forskellige vinkler for at undersøge sammenhængen og forskellen mellem det intenderede design i læremidlerne som tekst og det aktualiserede lærings- og undervisningsdesign i praksis.
Desuden vil projektet tilstræbe at udvikle et sprog, som kan bruges til evaluering og analyse af læremidler som dokumenter og i brug i forskellige arenaer i uddannelsessektoren.