Telefon: 30 58 15 23
Email: thih@ucl.dk
Kvalitet i dansk og matematik
Projektet Kvalitet i Dansk og Matematik er et landsdækkende lodtrækningsforsøg, der har involveret i alt 172 skoler i et forsøgs- og udviklingsprogram med undersøgelsesorienterede tilgange til dansk på 7.-8. klassetrin og matematik på 4.-5. klassetrin.
Betoningen af forsøg og udvikling betyder, at der ikke er tale om et implementeringsprojekt, hvor kvalitet er defineret på forhånd med folkeskolereformen fra 2013. Lodtrækningsforsøget er derfor tilrettelagt som et forsøgsprogram med indsatser på flere niveauer og eksperimenter af forskellig art.
Det retter sig dermed mod elever, lærere og andet pædagogisk personale, og det eksperimenterer med teknologi og materialer, didaktik og undervisningsformer samt organisation og teamsamarbejde. På den baggrund er det muligt at bidrage med ny viden om, hvordan vi kan forstå og bidrage til kvalitet i dansk og matematik.
Den samlede indsats har været genstand for evaluering og forskning med en kombination af kvantitative og kvalitative metoder, således at det er muligt at belyse forskellige aspekter af, hvad der virker, hvordan, for hvem og under hvilke omstændigheder.
På den baggrund præsenterer vi resultater og anbefalinger med henvisning til både kvalitativ og kvantitativ dokumentation. Resultater og anbefalinger bliver afrapporteret i relation til fagene som henholdsvis kvalitet i dansk og kvalitet i matematik. Derudover præsenterer vi resultater og anbefalinger af mere almen og tværgående karakter som en perspektivering med henblik på at bidrage til en mere kontekstsensitiv udvikling af kvalitet i fag og skole.
Der var afsat 20 mio. kr. til programmet, som har beskæftiget sig med danskundervisningen i 7. og 8. klasse, samt matematik i 4. og 5. klasse.
I alt har 172 skoler og cirka 10.000 elever deltaget i programmet.
Det er UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, der har gennemført programmet i samarbejde med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Professionshøjskolen Absalon, Professionshøjskolen UCN og University College Syd.