Lærervejledningen: Design, brug og virkning

Projektperiode: August 2020 - august 2022
Status: Afsluttet

Hvordan kan vi designe en lærervejledning, der effektivt støtter læreren i at tilrettelægge og gennemføre sin undervisning og giver læreren fagdidaktiske og faglige input. Og hvilken effekt har det på elevers læringsudbytte, at deres lærer benytter vores bud på en lærervejledning?

Projektdeltagere

Bettina Buch, Dorthe CarlsenKarna Kjeldsen, Lene Skov Illum, Maren Lytje, Marianne OksbjergMorten Pettersson, Stig Toke Gissel og Thomas Albrechtsen

Hvordan designes brugbar informering og støtte af læreren? – baggrund for projektet

Lærervejledningen er på retur i de digitale fagportaler, når man sammenholder de digitale formater med de analoge systemer, der dominerede undervisningen før digitaliseringen af undervisningen for alvor tog fart.

I en review-artikel (Gissel & Buch, 2020) tegnes et rids af situationen i folkeskolen, som har betydning for valg og udformning af læremidler i folkeskolen. Betyder den nuværende situation med kommunale indkøbsaftaler, mindre forberedelsestid og et generelt fokus på New Public Management, at plug-and-play-løsninger passer bedre til skoleledelsernes, kommunernes og dermed også lærernes umiddelbare behov, end det analoge system med dets ofte meget udførlige lærervejledninger og teoretiske/metodiske redegørelser?

Prisen er bl.a., at lærerne i mindre grad indgår i en fagdidaktisk dialog med læremidlet og dermed ikke får den opkvalificering og efteruddannelse, som et analogt systems bud på undervisning i faget kan tilbyde.

Relevante spørgsmål er også, i hvor høj grad lærere egentlig konsulterer lærervejledningerne, hvad lærere søger information om og støtte til i lærervejledningerne, og om der er forskel på, hvordan lærere opfatter gevinsten ved at konsultere lærervejledningen alt efter, hvilken type læremiddel der er tale om (fx om det er et digitalt/analogt system eller forløb).

Konteksten (fagets antal lektioner, tiden der går mellem lektioner) har betydning for hensigtsmæssig design af et læremiddel (fx grundet hukommelse hos elever, forskellige typer af narrativer/viden). Det vil derfor være relevant at undersøge lærervejledninger på tværs af fag og variation på grad af kompetencedækning i forskellige fag, samt undersøge hvilke elementer i lærervejledningen, der potentielt virker kompetenceudviklende for læreren.

Projektet beskæftiger sig med følgende overordnede forskningsspørgsmål:

Hvordan kan vi designe en lærervejledning, der effektivt støtter læreren i at tilrettelægge og gennemføre sin undervisning og giver læreren fagdidaktiske og faglige input, og hvilken effekt har det på elevers læringsudbytte, at deres lærer benytter vores bud på en lærervejledning?

Forskningsspørgsmålet er brudt ned i flere underspørgsmål, hvor der bl.a. undersøges, hvad der kendetegner lærervejledninger før og nu og om der er forskel på lærervejledninger i analoge og digitale læremidler. Derudover kigges der i projektet også på, hvad der findes af forskning om lærervejledninger, og hvad forskningen siger om betydningen af lærervejledninger og læreres brug af disse og hvordan lærervejledninger understøtter læreres professionelle arbejde/læring.

Designmæssigt undersøges, hvordan en tidssvarende lærervejledning kan designes, så lærere faktisk vil konsultere den, og så de fagdidaktiske og faglige pointer og anbefalinger føres ud i praksis, samt hvilken effekt de forskellige lærervejledningsdesigns har for elevernes faglige udbytte.

Projektet har som prioritet at udføre anvendelsesorienteret forskning, som både vil kunne få betydning i forhold til lærere, elever og læremiddelproducenter.

Tilmeld nyhedsbrev
×
Læremiddel-interesseret?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og få nyheder, ny viden og ny forskning direkte i din indbakke.